©  Foto:

Restaurant Skipperly

Her er der fokus på velsmag, nærværende service og godt håndværk. Skipperly er Vejrøs morgenmads- og frokostrestaurant, hvor Vejrøs egne råvarer og ø-producerede produkter serveres på rolig og jordnær vis.

Restaurant Skipperly er stedet, hvor øens historie vækkes til live gennem smag og håndværk. Menuen kombinerer klassisk gastronomi med kreativitet og sæsonens bedste råvarer. Jord-til-bord-princippet er omdrejningspunktet for alt, der serveres, og råvarerne kommer direkte fra Vejrøs egne marker, drivhuse og haver. Vilde planter og bær fra øens skove og strande tilfører retterne et autentisk og naturligt præg.

Både morgenmad og frokost på Skipperly tager udgangspunkt i lokale råvarer som hjemmelavede pølser, charcuteri og bagværk samt søde sager fra Vejrøs egne frugt- og bærhaver. Hver ret afspejler det dedikerede håndværk og den lokale forankring, som er kendetegnende for oplevelsen på Skipperly. Der garanteres et kompromisløst menukort med både kolde og varme retter.

Når solen skænker Vejrø sin tilstedeværelse i sommermånederne, kan du nyde den behagelige atmosfære på Skipperlys terrasse under åben himmel, med udsigt til havet og de grønne områder.

Restauranten er åben i højsæsonen fra maj til september, onsdag til søndag, og bordreservation anbefales via Vejrøs hjemmeside.