Vejle Lystbådehavn

Vejle Lystbådehavn er en nybygget, topmoderne lystbådehavn, som ligger i bunden af en af landets smukkeste fjorde. Lystbådehavnen ligger i østenden af Vejle Nordhavn mellem Kirk Kapitals nye hovedsæde, Fjordenhus og det bølgeformede lejlighedskompleks, Bølgen.

Vejle Lystbådehavn har plads til ca. 650 både op til 60 fod. Lystbådehavnen er bygget med en 6,5 meter bred hovedadgangsbro, hvor brugerne kan køre i bil ud til deres flydebro for af- og pålæsning. Flydebroerne er monteret med Y-bomme. Som en del af den funktionelle lystbådehavn er der en restaurant, lokaler til tursejlere, kapsejlere, ungdomssejlere og flotte familiebaderum samt faciliteter til undervisning, konferencer, møder m.v.

Benzin og diesel kan købes på lystbådehavnen. Dagligvarer kan købes i indkøbscenteret, ca. 900 meter fra havnen, mens der er ca. 2 km til Vejle gågade med et rigt handelsliv og nogle af byens seværdigheder.

Vejle Lystbådehavn ligger i Trekantområdet, en af Danmarks kraftcentre tæt på lufthavn, motorveje, tog og busforbindelser til hele landet. I omegnen findes nogle af Danmarks mest besøgte attraktioner som Legoland, Lalandia, Givskud Zoo, Egtvedpigen og Jelling-monumenterne.