Vandrerute: Døndalen
Tag på vandretur i Døndalen og oplev Danmarks største vandfald: en kort tur på ca. 1 km hver vej gennem skov til det imponerende fald. Undervejs kan du høre vandet bruse, nyde den vilde natur og – hvis du vil – fortsætte dybere ind i dalens mere rå landskab.

Rutebeskrivelse:
Turen starter ad en bred skovsti fra parkeringspladsen – og fortsætter på den måde stort set hele vejen til det vandfald, som er Døndalens helt store attraktion. Det er Danmarks største med et fald på godt 20 meter ned over en række klippeplateauer. Især i foråret, når der er meget vand i det, er det en stor oplevelse at se vandet hamre ned over klipperne og i solskin danne de fineste regnbuer over de algeklædte klipper.
De fleste kan gå denne tur, for stien er bare 1 kilometer hver vej, og med god vilje kan man komme dertil med en barnevogn.
Er du godt gående, kan du dog med fordel forlænge turen.
For stien fortsætter forbi vandfaldet dybere ind i Døndalen. Her bliver den til en smule mere forhindringsløb, for denne dal af dalen er udlagt som urørt skov, det betyder blandt andet, at væltede træer får lov at ligge, også dem på stien.
I bunden af dalen snor en å sig, og den smallere og smallere sti krydser den flere gange. Samtidig går stien op og ned ad skråningerne på hver side af åen, så vær forberedt på lidt mere udfordrende vandring på den ekstra kilometer hver vej til Røvejen, hvor dalen ender.
På vej retur kan du også lægge vejen forbi Amtsmandstenen, der er placeret på den nordlige side af vandfaldet (kryds over via broen i bunden af vandfaldet). Det kræver en stejl trappetur opad til stenen, men du bliver belønnet med en smuk udsigt til havet og i klart vejr Christiansø.
Fakta om ruten:
Varighed:
En lille time
Længde:
Ca. 1 km (hver vej)
Sværhedsgrad:
Nem
Egnet til barnevogne og kørestole:
Med god vilje kan du gå turen med en barnevogn
Parkering:
Ved parkeringspladsen på Søndre Strandvej 144A, Gudhjem.
Toilet:
På parkeringspladsen
Adgang til vand:
På toilettet på parkeringspladsen
Underlag:
Primært bred skovsti
Særlige bemærkninger:
Turen kan forlænges og gøres til en lidt mere udfordrende, men eventyrlig naturoplevelse.
Skrevet af Gitte Holtze
Vandrer og friluftsfreak samt journalist, foredragsholder og forfatter til "Jeg Lever" om Gittes vandring ad Pacific Crest Trail og "Gå Langt", en guidebog til lange vandringer.
Nedlastinger
Få veibeskrivelse
Søndre Strandvej 144A
3760 Gudhjem
Sist oppdatert av::Destination Bornholminfo@bornholm.info









