VisitDenmark

Vandrerute: Almindingen - Klippestien

Tag på vandretur i Almindingen og oplev Klippestien: en 5,5 km rundtur langs Ekkodalen, hvor du bevæger dig gennem skov, over klipper og langs kanten af dalen. Undervejs møder du steder som Dronningestenen og får flotte kig ned i landskabet – perfekt til dig, der vil lidt mere end den klassiske gåtur.

Gratis
Hunder tillatt
Mig selv, Min partner, Venner
Klippestien i efteråret
Aakirkeby, Bornholm
Ture på egen hånd
Bilde: Gitte Holtze

Rutebeskrivelse:

Turens første del går ligesom den nemme røde rute gennem Ekkodalen ad først grusstien og dernæst ad gangbroen gennem bunden af Ekkodalen. Herefter følger du de gule markeringer (og de orange for Højlyngsstien) ind og til sidst stejlt opad gennem skoven, til du rammer en bred skovvej. Vink farvel til Højlyngsstien, som svinger til venstre her – du skal til højre.

Hold øje med markeringerne, for efter et par hundrede meter forlader ruten skovvejen og går ind på en klippet og ujævn sti tæt på skrænten ned mod Ekkodalen.

Stien er ikke for barnevogne eller folk, som er usikre på benene – udsigten til dalen godt 30 meter under dig er dog forrygende, især hvis du forlader stien og bevæger dig helt ud til kanten (dog ikke FOR langt ud).

Undervejs passerer du forbi bl.a. Dronningestenen, en flad klippe på toppen af klippevæggen og som ifølge historien er opkaldt efter Kong Chr. IX’s hustru Dronning Louise.

Flere klipper blev i gammel tid navngivet – for eksempel Røverspringet, Heksenes Danseplads og Djævlebakken. Det er ikke skiltet, hvor de er, bortset fra Jægergrotten: En imponerende klippeformation skabt af smeltevand gennem tiden. Den ligger i bunden af dalen, så kræver en tur ned og op igen (afmærket), men det er anstrengelserne værd.

Stien fortsætter oppe over dalen et par kilometer, inden den svinger lidt ind i skoven og relativt stejlt op og ned ad både trapper, klipper og skovbund.

Følg de gule markeringer, så du ikke misser det sidste skarpe sving til højre, der leder dig ned i Ekkodalen igen. Du rammer dalen i, hvad der virker som enden af den, så nyd udsigten, når du krydser over den og følger den brede grussti tilbage til parkeringspladsen ved Ekkodalshuset.

Fakta om ruten:

Varighed:
Halvanden-to timer
Længde:
Cirka 5,5 kilometer (rundtur)
Sværhedsgrad:
Relativt svær. Primært kuperet og ujævnt terræn ad smalle skovstier eller klippegrund. I de våde måneder kan det desuden være mudret
Egnet til barnevogne og kørestole:
Nej
Parkering:
Ved Ekkodalshuset
Toilet:
Ved Ekkodalens parkeringsplads
Adgang til vand:
Ved Ekkodalens parkeringsplads
Underlag:
Primært ujævn klippegrund og natursti
Særlige bemærkninger:
Turen er især god i vinterhalvåret, hvor der ikke er blade på træerne til at skærme for udsigten.

Skrevet af Gitte Holtze

Vandrer og friluftsfreak samt journalist, foredragsholder og forfatter til "Jeg Lever" om Gittes vandring ad Pacific Crest Trail og "Gå Langt", en guidebog til lange vandringer.

Få veibeskrivelse

Ekkodalsvejen 5

3720 Aakirkeby

Loading map...

Sist oppdatert av::Destination Bornholminfo@bornholm.info

Relaterte produkter