Skælskør Bymuseum ligger i Peder Reedtz’ købmandsgård – en smuk knaldrød bindingsværksbygning fra renæssancen.
Huset, som Skælskør Bymuseum har til huse i, er opkaldt efter Peder Reedtz, der var lensmand på Antvorskov Slot og ejede ejendommen omkring 1580. Fra førstesalen er der en smuk udsigt over havnen, og herfra er det let at forstå, hvorfor ejendommen engang var så eftertragtet. Den lå midt i byen, hvilket gjorde det nemt at få varerne ind i købmandsgården.
På bymuseet kan I lære om livet i Skælskør – særligt om, hvordan havnen har præget livet i købstaden.
I den lille, gammeldags købmandsbutik sælges legetøj, lokalhistoriske bøger, postkort og håndlavede børster.
Søfarts- og fiskeriudstilling
Skælskør Bymuseum udstiller en række skibsmodeller, alle med tilknytning til Skælskør. I kan også se genstande, som sømænd gennem tiderne har bragt med hjem fra fjerne egne.
Fiskeriet belyses gennem fangstmetoder, og I kan se forskellige net, ruser, kroge og ålejern samt redskaber til vedligeholdelse af grej. En stor issav, der har været brugt i havnen, fuldender billedet af årstidernes betydning for erhvervet.
Skælskør ligger for enden af en seks kilometer lang fjord, og skibsfart og fiskeri har haft stor betydning for byens opståen og udvikling. I middelalderen var byen overfartssted til Fyn, og i slutningen af 1800-tallet blev Skælskør hjemsted for en af Danmarks største sejlskibsflåder.
Skælskør-krucifikset
Oplev Skælskør-krucifikset, der er fremstillet i den franske by Limoges og blev fundet under en udgravning i samarbejde med Nationalmuseet i 1996 ved byens karmeliterkloster. Det originale krucifiks befinder sig i dag på Nationalmuseet.
Jørgen Poulsens vedholdende arbejde for at få fremstillet en kopi har været afgørende for, at krucifikset nu kan opleves af museets gæster.
Vejerboden
Vejerboden på Skælskør Havn blev opført i 1919. Her blev vogne og andre tunge læs vejet af den kongelige vejer og måler. Den første brovægt kunne veje op til fem tons, mens den sidste kunne veje hele 17 tons. Vejerboden lukkede i 1987.
Planer om nedrivning vakte kritik, og det lykkedes Bevaringsforeningen og Museumsforeningen i fællesskab at bevare og renovere bygningen. I dag holdes Vejerboden på havnen åben af Skælskør Bymuseum.
Vægtersang
På udvalgte sommeraftener kan I opleve stemningsfuld vægtersang ved museet.
Kontaktinformasjon
- Email: kontor@vestmuseum.dk
- Phone: 59432353
Få veibeskrivelse
Algade 2
4230 Skælskør
Sist oppdatert av::Destination Sjælland info@desj.dk




