Sankt Nicolai Kirke
Sankt Nicolai Kirke indgår som en del af det levende byrum og ligger midt i Vejles bymidte på Kirketorvet. Den besøges hvert år af mange turister og lokale. Kirken er både Vejles ældste bygning og den eneste, der er bevaret fra middelalderen. Derfor er kirken ikke blot et rum til religiøse ceremonier, men også et levende møde- og kulturrum, hvor man kan opleve både gammel og moderne kunst.

Kirke og arkitektur gennem 800 år
Sankt Nicolai Kirke er opført i årene 1240–1280 som et senromansk-unggotisk langhus. Gennem tiden er kirken blevet udbygget med først et mindre tårn, siden et søndre sideskib og to korsarme. I 1855 fik kirken et nyt kor, og i 1887 blev det oprindelige tårn revet ned. Året efter stod det nuværende, nygotiske tårn færdigt.
Sagn og spor i murværket
På kirkens nordside mod Kirkegade ses 23 runde huller med indmurede hovedskaller. Ifølge sagnet stammer de fra henrettede røvere, som for mere end 300 år siden huserede i Nørreskoven og overfaldt fredelige borgere.
Kapel og historiske personligheder
I kirken findes Kai de la Mares kapel. I 1704 skænkede oberstløjtnant Kai de la Mare kirken 100 sletdaler for at få indrettet en begravelsesplads i søndre kapel. Ved en renovering i 1862 blev kapellet flyttet til nordre kapel. Her står i dag fem kister: tre kister med familiemedlemmer, en kiste med en ukendt samt en åben kiste med en fotostat af moseliget ”Dronning Gunhild”, der blev fundet i Haraldskær Mose i 1835. Moseliget er aktuelt udlånt til Kulturmuseet i Spinderihallerne.
På kirkens nordvæg hænger portrætter af reformatorerne Martin Luther og Philipp Melanchthon, malet i Lucas Cranach den Yngres værksted i Wittenberg og skænket til kirken i 1585 af en præsteenke. Også historikeren Anders Sørensen Vedel, en af Vejles store sønner, er portrætteret i kirken. Jørgen Roeds mindeportræt fra 1860 blev skænket af blandt andre amtmand Orla Lehmann.
Restaurering, nye rum og nutidig kunst
Kirken blev gennemgribende restaureret og ombygget i 2018–19 med EplusN som arkitekter. Der blev etableret nyt varmesystem, ny farvesætning, nye løse stole samt nyt el-, lys- og lydsystem. Samtidig er der skabt handicapvenlige adgangsforhold, forbedrede toiletforhold og nye sognehusfaciliteter, herunder undervisningslokale, møderum, samtalerum, dåbsværelse og præstekontor.
Koret med alteret er nyindrettet. Det gamle alter er ophængt i søndre korsarm. Billedkunstner Anders Kirkegaard har udført en ny altertavle, indviet den 14. november 2021. Alterværket fremstår til daglig som en mere end fem meter høj monolit i tre farvefelter, mens det ved gudstjenester folder sig ud og viser et opstandelsesmotiv med Vejle Fjord. Kunstneren betegner værket som sit hovedværk.
Prædikestolen fra 1576 er bevaret, og kirkens ældste inventar, døbefonten fra før 1250, er placeret nedenfor kortrappen.
De nye lokaler under pulpituret ved indgangen er adskilt med glas. Afskærmningen er udført af væverne Beck & Kinch fra Aarhus, som også arbejder for internationale modehuse og offentlige institutioner.
Guidet rundvisning
Sidste torsdag i måneden kl. 16 tilbydes gratis guidet rundvisning i kirken.
Tilmelding er ikke nødvendig – man møder blot op.
Vejkirke i hjertet af Vejle
Sankt Nicolai Kirke er en vejkirke. Her er døren åben for alle – uanset om du ønsker at tænde et lys, fordybe dig i historien eller blot nyde stilheden.
Vejledende åbningstider:
Mandag til fredag kl. 9.00 - 17.00
Lørdag kl. 10.00 - 14.00
Søndag kl. 9.00 - 12.00
Sidst opdateret april 2026
Kontaktinformasjon
- Email: sanktnicolai.sognvejle@km.dk
- Phone: 75 82 09 19
Få veibeskrivelse
Kirketorvet 1
7100 Vejle
Sist oppdatert av::Destination Trekantområdet – VisitVejlevisitvejle@vejle.dk







