©  Foto:

Roskilde Kildernes By | Gå på jagt efter byens mange kilder

Forestil dig en by, hvor vandet pibler frem fra undergrunden og har gjort det i tusind år. I Roskilde springer flere kilder end noget andet sted nord for Alperne – og netop vandet har fra begyndelsen været livsnerven. Man byggede kirker, kongsgård og møller, og en af middelalderens vigtigste byer, Roskilde, opstod. Kilderne leverede ikke bare vand og energi – de skabte liv, fællesskab og fortællinger, som stadig kan mærkes i byens gader i dag.

Oplev Kilderne

I Roskilde kan du opleve kilderne på forskellige måder. Du kan følge Kildestrøget og se dem alle en for en. Eller du kan gå på opdagelse og finde din yndlingskilde.

Gå på opdagelse i kildernes univers – og find byens små åndehuller

I dag er der stadig otte synlige kilder centralt i byen. De ser alle forskellige ud og rummer hver deres historie. Nogle er kraftfulde og synlige, andre mere skjulte og tilbagetrukne.

Kildestrøget er en rute på godt 5 km gennem Roskildes bymidte, hvor du kommer omkring alle otte historiske kildesteder. Ruten forbinder eksisterende kilder og kildemonumenter og bringer dig tæt på både byens geologiske fundament og dens middelalderlige topografi.

Brug kortet og find de otte tilbageværende kilder – eller lav din egen kilderute med udvalgte kilder undervejs.

Hent kortet ned på din telefon før du starter turen
Er du blevet nysgerrig kan du købe bogen: Kilder og Kildekraft i ROMUS butik:  Kildernes By Roskilde - Kilder og kildekraft - ROMU WEBSHOP

Gå på kildejagt med børnene i Roskilde

Vil du opleve kilderne på en sjov og lærerig måde med børnene? Så tag med Roar og Helge på en spændende opdagelsesrejse gennem Roskildes kildeunivers! I hæftet "På jagt efter byens kilder" bliver børn i alderen 8–13 år guidet gennem en cirka 3 km lang rute i bymidten. Undervejs skal de løse opgaver og gåder for at finde frem til otte forskellige historiske kilder, hver med sin egen unikke fortælling – fra Sct. Ibs helbredende kilde til Neptuns vandrige Maglekilde. Det er en eventyrlig og aktiv måde at lære byens historie og natur at kende på.

Hæftet er gratis, let at tage med på farten og ideelt til en familieudflugt.

Download "På jagt efter byens kilder" og begynd jagten!

FAQ – Roskildes kilder

  • Hvor mange kilder findes der i Roskilde?
    Der findes i dag otte synlige og navngivne kilder i Roskildes bymidte.
  • Er alle kilder naturlige?
    Ja, kilderne er naturlige udspring, selvom nogle er indrammet af sten eller monumenter.
  • Hvad er Kildestrøget?
    Kildestrøget er en cirka 5 km lang rute, der forbinder de otte historiske kilder og fører dig gennem både byens natur og historie.
  • Kan man drikke af kilderne?
    De fleste kilder leverer ikke længere drikkevand, og det frarådes derfor at drikke direkte fra dem.
  • Har kilderne en særlig historie?
    Ja! Mange kilder har navne efter helgener og konger og blev tidligere brugt til helbredelse, som drikkevand eller i industrien.
  • Hvad er "På jagt efter byens kilder"? 
    En 3 km lang tur på egen hånd egnet i alderen 8 - 13 år. Hvor børn og voksne skal løse opgaver og gåder undervejs.