VisitDenmark

Rispebjerg

Rispebjerg
Fortidsminder og ruiner
Bilde: Destination Bornholm

Oplev Rispebjerg på Bornholm, som var et soltempel i stenalderen og en ringborg i jernalderen.

Rispebjerg på Bornholm - et unikt, arkæologisk område

Oplev det helt unikke, arkæologiske område Rispebjerg på Bornholm med bl.a. spor efter et soltempel fra stenalderen og en ringborg fra jernalderen. Ringborgen på kanten af Øleådalen emmer af historie, og en markering af den ydre ringvold viser stedets omfang for 2.000 år siden.

Bornholms største forsvarsværk

Ringborgen på Rispebjerg er Bornholms største forsvarsværk fra jernalderen, og er bygget på et markant og let forsvarligt næs omkring år 0. I dag findes ringborgens indre halvkredsvold bevaret i op til tre meters højde.

Ringborgen blev benyttet i historisk tid

Som den eneste af de bornholmske tilflugtsborge, ved man, at Ringborgen er blevet benyttet helt op i historisk tid. Under Trediveårskrigen samlede man f.eks. i 1645 store styrker af den bornholmske milits på Ringborgen, hvorfra man kunne holde øje med en stor flåde, der var observeret syd for Dueodde, og således være beredte ved en eventuel landgang.

5.000 år gamle anlæg

Arkæologiske undersøgelser i området har påvist, at der allerede i oldtiden er opført imponerende forsvarsværker, som har krævet et velorganiseret samfund. De ældste anlæg, der er fundet på stedet, kan således dateres så langt tilbage som til yngste tragtbægerkultur, 2900-2700 før vor tidsregning. Bl.a. har man ved udgravninger gjort fund af 5.000 år gamle woodhenges. En rekonstruering af disse vidner om stenalderens soltempler, blev i 2009 indviet af Dronning Margrethe II.

Tidligere tiders storhed

En af de 5.000 år gamle udgravede woodhenges er genopført i de oprindelige stolpehuller, så du som besøgende kan få en fornemmelse af disse bygningsværkers storhed. Samtidig fungerer woodhengen som informations- og udsigtstårn, hvorfra hele områdets spændende historie fortælles og kan opleves.

Bevarelsen af de unikke anlæg ved Rispebjerg er sikret

10 ha af den centrale del af Rispebjerg er i 2004 opkøbt af Naturstyrelsen for at sikre de helt unikke arkæologiske anlæg, der fortsat ligger gemt i jorden.

"De underjordiske" på Ringborgen

Ifølge bornholmske folkesagn eksercerer de "underjordiske" på Ringborgen om natten med rytteri, fodfolk og artilleri.

Download folder om Rispebjerg her

Få veibeskrivelse

Margrethe II's Vej

3720 Aakirkeby

Loading map...

Sist oppdatert av::Destination Bornholminfo@bornholm.info