VisitDenmark

Ribe Pakhus

Ribe Pakhus er en café, et kulturhus og et spillested i Ribe med morgenmad, frokost, koncerter, foredrag og selskabslokaler.

Min partner, Venner, Min virksomhed
Ribe Pakhus
Ribe, Sydjylland
Cafeer
Bilde: Ribe Pakhus

Ribe Pakhus – café, restaurant, kultur og historie med nyt liv

I hjertet af Ribe, lige ved den gamle station, ligger Ribe Pakhus – et historisk hus med en helt særlig atmosfære, masser af sjæl og et levende liv året rundt.

Det fredede pakhus fra 1875 har gennem tiden været både varehus, godsbane og toldsted. I dag er de historiske rammer fyldt med nyt liv som café, restaurant og kulturhus, hvor historien stadig kan mærkes, mens gæster mødes over god mad, kaffe, kage, musik og hyggelige oplevelser.

Når du træder ind i Ribe Pakhus, møder du et stort, stemningsfuldt rum, hvor de historiske rammer går hånd i hånd med en varm og indbydende indretning. Rummet er opdelt i masser af små hyggelige oaser, hvor man kan finde sin egen plads – hvad enten man kommer for en dejlig morgenmad, stille kop kaffe, en frokost med familien eller en hyggelig stund med vennerne.

Et væld af levende grønne planter er med til at skabe en frodig og afslappet atmosfære og giver de rå pakhusrammer varme og liv. Her er plads til både det store fællesskab og de små stunder.

God mad med omtanke – fra morgenstunden til dagens sidste bid

I caféen og restauranten sætter vi en ære i at servere velsmagende mad, lavet fra bunden, og hvor kvalitet, gode råvarer og omtanke går hånd i hånd. Vi prioriterer lokale leverandører og samarbejder med producenter i vores nærområde, fordi vi gerne vil støtte det lokale erhvervsliv og skabe en tættere forbindelse mellem vores gæster, råvarerne og det område, vi er en del af.

Økologi er også en vigtig del af vores værdier. Vi har en stærk holdning til økologiske råvarer, og mere end halvdelen af de råvarer, vi bruger, er økologiske. For os handler det om at træffe bevidste valg og tilbyde mad med omtanke – uden at gå på kompromis med smag, kvalitet og madglæde.

Start dagen i Ribe Pakhus med en dejlig morgenmad i vores hyggelige omgivelser. Her er der plads til at nyde morgenstunden i ro og mag, hvad enten du er på ferie i Ribe, på vej ud for at opleve Vadehavet eller bare har lyst til at forkæle dig selv med en god start på dagen.

Når sulten melder sig op ad dagen, byder vores café og restaurant på velsmagende frokostretter, tilberedt med kærlighed til de gode råvarer. Her kan du slå dig ned til en hyggelig frokost med familie og venner eller tage en velfortjent pause fra oplevelserne i Ribe.

Og så er der naturligvis kaffen og kagerne! Vores flotte og indbydende kagemontre er fyldt med køkkenets egne hjemmelavede kager, der frister både øjet og den søde tand. Der er noget særligt ved at sætte sig godt til rette, lade skuldrene falde og nyde en stund med friskbrygget kaffe og hjemmebag i de historiske omgivelser.

Et levende kulturhus med plads til oplevelser

Ribe Pakhus er samtidig meget mere end café og restaurant. Huset danner ramme om alt lige fra koncerter, foredrag, fællesspisninger, workshops, til private fejringer af livets store fester - ofte i tæt samarbejde med lokale foreninger og kulturaktører.

Når aftenen falder på, får pakhuset en helt særlig stemning. Her inviterer vi løbende til aftenarrangementer, hvor god mad og gode oplevelser går hånd i hånd. Det kan være fællesspisning, en hyggelig aften med middag og musik eller andre arrangementer, hvor maden er en naturlig del af oplevelsen. Her mødes mennesker omkring bordene, og fællesskabet får lov at blomstre i de historiske rammer.

Det gør huset til et levende samlingspunkt for både Ribe og de mange gæster, der besøger byen og Vadehavsområdet.

De rå, historiske omgivelser danner også ramme om selskaber og begivenheder med plads til omkring 110 spisende gæster. Uanset om anledningen er en fødselsdag, et bryllup, en reception eller en anden særlig begivenhed, tilbyder pakhuset en stemningsfuld ramme med masser af karakter.

Plads til alle – også de mindste

Vi tror på, at de bedste steder er dem, hvor hele familien føler sig velkommen. Derfor er Ribe Pakhus med plads til alle – også børnene.

Mens de voksne nyder en god kop kaffe, et måltid eller et stykke hjemmebagt kage, kan børnene gå på opdagelse i deres helt egen lille pakhusverden. Her er spil, tegnesager, en togbane og ikke mindst et stort legetog, hvor børnene kan lege pakmester og flytte pakker ind og ud af toget.

På den måde bliver pakhusets historie om tog, varer og transport også en del af børnenes oplevelse – gennem leg, fantasi og nysgerrighed.

Et naturligt stop i Ribe og ved vadehavet

Ribe Pakhus er en del af det levende Ribe og et oplagt sted at gøre holdt, når turen går til Vadehavsområdet. Her kan du kombinere oplevelsen af Danmarks ældste by med god mad, lokale råvarer, økologiske valg, hjemmebag og levende kultur – og måske blive lidt længere end planlagt.

Kom indenfor. Find jeres egen lille oase. Nyd maden, kaffen og kagen – og oplev et stykke levende Ribe.

Ribe Pakhus – historie med nyt liv.

Les mer
Kontaktinformasjon
Faciliteter
  • Selskabslokaler
  • Frokost
  • Brunch

Få veibeskrivelse

Rosen Alle 2

6760 Ribe

Få veibeskrivelse
Loading map...

Sist oppdatert av:Vadehavskysteninfo@vadehavskysten.dk

Nysgjerrig på flere opplevelser?