Næstved Golfbane
Næstved Golfbane er et af landets smukkeste beliggende golfanlæg med en flot udsigt over Karrebæk Fjord.
Her kan man opleve en spændende og afvekslende 18-hullers bane, der er fordelt på 110 tønder land, og som passes og plejes af en dygtig greenkeeperstab. 18-hullers banens første 9 huller er placeret tæt ved fjorden, mens de sidste 9 huller er placeret i læ mellem træer.
Derudover råder Næstved Golfklub over en 6-hullers Par 3-Pay & Play bane, der rummer både søer og bunkers foruden glimrende greens. Hullerne varierer i længde fra 66 m til 144 m. Her kan alle afprøve deres golftalent, uanset om man har prøvet golfspillet før eller ej. Banen benyttes i vidt omfang af både golfklubbens talentfulde ungdomsspillere, og af folk der er helt nye i sporten.
Efter en krævende golfrunde kan man få stillet både tørst og sult i golfklubbens flotte restaurant, hvor der bydes på god mad og drikke. Udsigten fra restaurantens terrasse er unik – her kan man følge spillet helt fra 1. hul og nyde panoramaudsigten over Karrebæk Fjord mod Gavnø og Enø.
Næstved Golfbane tilbyder derudover et indoor center med to Trackman, et træningsområde med driving range, indspil og putting, en golfshop, udlejning af buggy & trolley, samt bade- og omklædningsfaciliteter.