Mindesten for Druknede Redningsfolk
Overfor Fiskeriets Hus i Hvide Sande står en mindesten for 5 redningsfolk. De mistede alle livet i en redningsaktion i 1951, da deres redningsbåd kæntrede på vejen tilbage.
Den 9. december 1951 forliste redningsbåden MRB 21 under en redningsaktion ud fra Hvide Sande.
Hele eftermiddagen havde man holdt øje med en hollandsk sandpumper, som lå underdrejet ud for Hvide sande i en storm med vindstyrke 10. Senere observerede man raketter fra sandpumperen og redningsfolk besluttede derfor at hjælpe.
Da redningsfolkene kom ud til sandpumperen, ønskede det hollandske skib ikke hjælp, men i stedet assistance af en bugserbåd for at slippe for at ligge underdrejet længere. Denne besked sendte redningsfolkene videre til Blåvand radio, og vendte derfor stævnen mod land. På vejen tilbage skete katastrofen – redningsbåden kæntrede og 5 ud af 8 mand omkom.
De omkomne redningsfolk ligger begravet på Lyngvig Kirkegård, og Fiskeriets Hus fortæller om katastrofen i den permanente udstilling.