VisitDenmark

Mågeøerne

Lige ud for Bogense ligger Mågeøerne – små, lave øer, som havet selv har været med til at skabe. Her holder et væld af fugle til gennem året, og fra diget langs kysten kan du følge livet på øerne med en kikkert.

Gratis
Venner, Min partner, Mig selv
Mågeøerne ud for Bogense set fra luften
Naturområder
Bilde: VisitNordfyn

Mågeøerne – fugleliv lige ud for Bogense

Mågeøerne ligger i Kattegat nordøst for Bogense, kun 300-1.000 meter fra kysten. Øerne er unge set med naturens øjne. De fandtes ikke på kortene før slutningen af 1800-tallet og er gennem tiden vokset frem på det lave vand.

Sand, grus og småsten bliver ført langs den nordfynske kyst af bølger og strøm. Hvor der er læ og lavt vand, bliver materialet aflejret. Sammen med muslingebanker har det gennem årene været med til at danne de små øer, som stadig ændrer form. Blæst, bølger, højvande og stormfloder flytter hele tiden rundt på sandet.

I dag er Mågeøerne omkring tre hektar store og hæver sig højst omkring en meter over havet. Her vokser salttålende planter som marehalm, strandmalurt, strandgåsefod og kveller.

Måger, skarver og havterner

Navnet Mågeøerne passer godt. Flere arter af måger yngler her, og øerne giver også plads til blandt andet ederfugl, strandskade, præstekrave, grågås og knopsvane.

Mågeøerne er især kendt for deres store skarvkoloni. Skarver begyndte at yngle her i starten af 1980'erne, og Mågeøerne blev det første sted i Danmark, hvor skarver ynglede på jorden. Bestanden voksede kraftigt og nåede på sit højeste op på næsten 2.000 ynglepar.

Om foråret kommer også havternerne til området efter en imponerende rejse fra havområderne omkring Antarktis. De fisker efter småfisk og rejer på det lave vand og yngler på øerne, inden turen igen går sydpå sidst på sommeren.

I vinterhalvåret får området besøg af andre fugle. Du kan blandt andet være heldig at se den lysbugede knortegås, som senere trækker mod sine yngleområder i Arktis.

Se fuglelivet fra diget

Fra 1. marts til 31. august er der adgangsforbud på Mågeøerne for at give ynglefuglene ro. I denne periode skal du derfor nyde øerne på afstand.

Fra diget ved Stegøvej øst for Bogense er der gode muligheder for at se fuglene uden at forstyrre dem. Tag gerne en kikkert med – især forår og efterår, hvor mange trækfugle søger føde på det lave vand mellem kysten og øerne.

En gåtur fra Bogense og videre ad diget mod Stegø er derfor en fin tur året rundt.

Fiskeri ved Mågeøerne

Når ynglesæsonen er slut, er der igen mulighed for at komme ud til området. Fra 1. september til udgangen af februar kan du fiske omkring Mågeøerne.

Vandet er lavt, og øerne kan nås ved at vade, men vær opmærksom på vandstand, vejr og strøm. Du kan også tage turen i kajak. Fiskene bevæger sig rundt i området, så det kan betale sig at søge efter stimerne frem for at blive stående det samme sted.

Godt at vide om Mågeøerne

  • Afstand fra kysten: ca. 300-1.000 meter
  • Størrelse: ca. 3 hektar
  • Højde: højst ca. 1 meter over havet
  • Adgangsforbud: 1. marts til 31. august
  • Fiskeri ved øerne: 1. september til udgangen af februar
  • Fugleliv: bl.a. skarv, måger, havterne, ederfugl og strandskade
  • Godt udsigtspunkt: diget ved Stegøvej
  • Husk: En kikkert giver langt bedre mulighed for at følge fuglelivet fra land

Måske lå Tågegaden her?

Mågeøerne har også fået plads i de gamle fortællinger fra egnen. Et sagn fortæller om Tågegaden, en langstrakt grund i havet nord for Bogense.

Når søfolk i stille og tåget vejr sejlede hen over stedet, mente de at kunne ane hustage nede på havbunden. Her skulle havmanden og hans havfruer have boet.

Om sagnet har noget med Mågeøerne at gøre, ved ingen. Men fortællingen passer meget godt til et sted, hvor nyt land langsomt er dukket frem af havet.

Få veibeskrivelse

Bogense

5400 Bogense

Få veibeskrivelse
Loading map...

Sist oppdatert av:VisitNordfyninfo@visitnordfyn.dk

Relaterte produkter