Lindenborg Å og Ådal
Lindenborg Ådal er et af Danmarks mest markante dalstrøg – dybt, kløftet og formet af vand, skov og kilder gennem tusinder af år. Her snor Lindenborg Å sig gennem et varieret landskab, hvor stille vandløb, fugtige skovområder og åbne dalstrøg skaber en helt særlig naturoplevelse.

Lindenborg Å og Ådal
Lindenborg Å udspringer i et væld i dalen nær landsbyen Nysum, syd for Rold Skov. Samme væld er også udspring for Simested Å, der løber mod syd. Lindenborg Å er 47 km lang og afvander et område på omkring 225 km². Åen og dens omgivelser er fredet på strækningen gennem Rold Skov og videre gennem Gravlevdalen.
På turen gennem skoven fra Rold til Røde Mølle løber åen i sit naturlige, uregulerede forløb. Her slynger den sig gennem tæt, frodig skov med ask, rødel, pil og andre fugtelskende træer. Længere nedstrøms passerer åen den gendannede Gravlev Sø, som i dag er en vigtig del af dalens natur.
Lindenborg Å får undervejs vand fra mange af de kendte himmerlandske kilder – blandt andet Gravlev Kilde. Det rene kildevand er med til at give åen dens klare vand og rige smådyrsliv, som gør området særligt interessant for naturelskere.
I Gravlevdalen har Lindenborg Å tidligere været reguleret, men Naturstyrelsen har ført åen tilbage til sit gamle, mere naturlige forløb. Det har givet dalen nyt liv og skabt bedre forhold for både planter, dyr og besøgende, der vil opleve ådalen på nært hold.
Lindenborg Å og Ådal er et oplagt sted at opleve den stille side af Himmerlands natur – med rislende vand, grønne skovbryn og landskaber, der inviterer til ro, fordybelse og små opdagelser undervejs.
Fiskeri i Lindenborg Å
Bemærk: Du kan fiske i visse dele af Lindenborg Å. Husk altid at tjekke de gældende regler og fiskekort, før du tager fiskestangen med.
Sejlads på Lindenborg Å
En sejltur på Lindenborg Å er en smuk naturoplevelse tæt på Rebild Bakker. Sætter du kanoen eller paddleboardet i vandet ved Nybro, kan du nyde turen fra foden af bakkerne og videre gennem Gravlev Ådal.
Undervejs glider du gennem et fredeligt landskab med åbne marker, høje siv og gamle træer langs åen. På ruten kommer du også forbi Lille Blåkilde. Det er ikke tilladt at sejle op mod kilden, men du er velkommen til at lægge til ved den anviste plads og gå ind til kilden. Her kan du smage på det klare kildevand eller fylde drikkedunken.
For at passe godt på naturen og sikre gode oplevelser for alle har Brugerrådet ved Lindenborg Å samlet en række råd til hensynsfuld sejlads:
- Sejl ikke med sammenbundne fartøjer
- Hold god afstand til andre fartøjer
- Undgå konkurrencesejlads på åen
- Sejl ikke ind i brinker og rørskov
- Sejlads i kilder og bække er forbudt
- Tag affald med hjem, eller brug affaldssækkene ved rastepladserne
- Undgå larm, og lad naturen skabe lydene
- Tag hensyn til lystfiskere og udsatte fiskeredskaber
- Fiskeri fra fartøjer er ikke tilladt
- Isætning, ophaling og landgang må kun ske ved de markerede ophalerpladser
- Fiskehytter og vindskjul er privat ejendom og må ikke benyttes
- Bål og grill må kun bruges på anviste raste- og overnatningspladser
- Camping og overnatning kræver direkte tilladelse fra bredejer
Følger du rådene, får du en god tur på åen – med hensyn til naturen, dyrelivet, bredejere, lystfiskere og andre sejlende.
Klik her for at downloade folderen om Sejlads på Lindenborg Å.
Kontaktinformasjon
- Email: HIM@nst.dk
- Mobile: +45 72 54 39 00
Faciliteter
- Afmærkede ruter
Få veibeskrivelse
Lindenborg Å og Ådal
9520 Skørping
Sist oppdatert av::RebildPorteninfo@rebildporten.dk






