Langemark Smedje

Hos Langemark Smedje i Langemark kan du komme og se smedelauget arbejde ligesom i “de gode gamle dage”. Fra de tidligste tider har hver landsby haft sin smedje. Den var et sted, hvor man samledes og snakkede, mens smeden skoede en hest eller smedede et redskab.

Den sidste smed i Langemark, Ole Dam, arvede smedjen efter sin far i 1928. Efter ca. 60 års virke overdrog han den til Samsø Museum. Det var imidlertid ikke så enkelt, for det viste sig, at smeden kun ejede bygningen ikke jorden den stod på. Jorden tilhørte ”bymændene”.

Langt tilbage i historien, måske helt tilbage til Langemarks oprindelse har bønderne i landsbyen ejet jorden i fællesskab for at sikre, at de altid havde en smed i deres midte.

I dag arbejder et laug af frivillige smede i den gamle smedje. Foruden det traditionelle smedehåndværk gives der også lejlighedsvis prøver på smedning i vikingetid og middelalder.

Langemark Smedje er en del af Samsø Museum.

Priser:
Voksne: kr. 25


Om Samsø Museum

Samsø Museum vil fortælle om sammenhængen mellem mennesker og natur, om samfundets kulturhistoriske indvirkning på naturen gennem årtusinder. Et traditionelt museum er afgrænset af vægge og fyldt med ting fra fortiden. Samsø Museum er derimod et fælles navn for en bred vifte af aktiviteter, der får dig til at se og forstå sammenhængen mellem Samsøs landskab, kultur og mennesker i fortid, nutid og fremtid.

I centrum af Tranebjerg i det gamle Tranebjerg Mejeri finder du Velkomstcentret – hjertet i Samsø Museum. Her får besøgende en kulturhistorisk introduktion til øen, information om Samsø Museums mange besøgssteder, aktiviteter og arrangementer, og kan lade sig inspirere til at opsøge historien ude i landskabet.

Læs mere på Samsø Museum