KØSTEN - Etape 4
KØSTEN Etape 4 byder på en 16,5 kilometer vandrerute gennem Bøtøskovens vilde natur til Danmarks sydligste punkt.Ruten følger stier og mindre veje gennem skov, langs diger og går i sporene på istid, fugletræk, krig og jernbanehistorie.


Etape 4 byder på en varieret vandrerute gennem Bøtø Skov og videre mod Gedser på Falsters sydspids. Ruten følger hovedsageligt grusstier og skovveje, mens de sidste kilometer går ad mindre veje frem mod byen. Undervejs skifter landskabet mellem tæt skov, åbne enge, diger og kystnære strækninger med udsigt over Østersøen.
I Bøtø Skov og Bøtø Nor Naturreservat er der gode muligheder for at opleve et rigt dyre- og fugleliv. Området er især kendt for fugletræk, men du kan også møde sommerfugle, vilde heste og græssende kvæg. Dyrene er med til at holde naturen åben og skabe gode levesteder for mange arter. De vilde heste og kvæget skal opleves på afstand og må ikke fodres.
Flere steder langs etapen findes bordbænkesæt og andre muligheder for at holde pause. Ruten passerer nogle af Falsters vigtigste lokaliteter for fugleobservationer og fører videre mod Gedser Odde og Danmarks sydligste punkt. Her møder du et åbent og vindpræget kystlandskab med vid udsigt over havet.
Etapen rummer også spor efter områdets historie. Undervejs fortæller forskellige seværdigheder om landskabets udvikling siden istiden, Falsters rolle under Anden Verdenskrig og den kolde krig samt den tidligere tog- og færgeforbindelse mellem Gedser og det europæiske kontinent.
I Gedser finder du butikker, spisesteder og flere muligheder for overnatning. Ved lystbådehavnen er der både shelter- og teltplads samt adgang til strand, toiletter og andre praktiske faciliteter.
Etape 4 passer godt til vandrere, der ønsker en tur med både natur, dyreliv, kystlandskaber og lokalhistorie. Al færdsel på ruten sker på eget ansvar.
Find flere oplevelser på ruten i app’en ”Naturlandet”, på Visit Lolland-Falsters hjemmeside samt på hos vores turistinformationer.
Faciliteter
- Del af rute
Nedlastinger
Sist oppdatert av:Visit Lolland-Falsterinfo@visitlf.dk




