VisitDenmark

Knuthenborg Safaripark

Nordeuropas største safaripark byder på masser af vilde dyr og spændende oplevelser for både store og små.

En dyrebar oplevelse
I Knuthenborg lever mere end 1.000 forskellige dyr på savannen. De sætter tempoet, mens man kører sikkert rundt mellem dem i parken. I nogle områder kan man stige ud af bilen og hilse på de imponerende dyr, i andre områder opleves de fra bilen. Flere steder i parken kan man overvære fodring af dyrene og andre spændende aktiviteter. Der er også mulighed for at lægge vejen forbi det nybyggede elefantanlæg med de tidligere cirkuselefanter, som nyder livet i det fri.

Fortidens kæmper
Kom på tidsrejse millioner af år tilbage i tiden i Dinosaurskoven, hvor man møder nogle af de største dyr, der nogensinde har levet på kloden. Her er plads til både latter og læring, når fortidens kæmper dukker frem i urskoven.

Sjov og spas i forlystelsesparken Limpopoland
Hvis det skal kilde i maven, er Knuthenborgs Limpopoland stedet at besøge. Her kan man bestige den afrikanske vulkan Kilimanjaro, få vind i håret i rutsjebanerne, på svævebanerne og udforske den sjove naturlegeplads.

Spis tæt på dyrene og overnat på sletten
Mange steder i parken kan man spise sin medbragte mad ved borde og bænke, men der er også mulighed for at købe mad på et af caféstederne eller spise på Restaurant Flintehuset.

Overnat i luksustelte på savannen som på en ægte safaritur med udsigt til dyrene og vågn op til løvebrøl og abehvin. Se de mange spændende overnatningsmuligheder her.