
Klostermølle Teltplads
Denne lejrplads for kanofarende ligger smukt ved det historiske Klostermølle, ved Mossøs vestlige bred. Et oplagt overnatningssted på kanoturen på Gudenåen.
Hyggelig lejrplads ved Gudenåen
Den sydligste del af Gudenåen er ensrettet for kanofarende, der kun må sejle med strømmen. Klostermølle markerer stedet hvor ensretningen slutter, hvor Gudenåen løber ud i Jyllands største sø, Mossø. Stedet er et hotspot for kanofarende, og mange kanoture starter eller slutter netop her.
Der er anlagt en lejrplads ved Klostermølle, der kun er tilgængelig for kanofarende. Lejrpladsen har ikke de store faciliteter, men der er adgang til toilet og bålplads med brænde.
Det er gratis at overnatte på pladsen. Dog højest to overnatninger, da pladsen er tiltænkt kanofarende på farten.
En historisk placering
Lejrpladsen ligger ganske naturskønt ved Klostermølle, der er et gammelt benediktinerkloster med mølledrift, der senere blev til en papirfabrik. I dag er Klostermølle et populært udflugtsmål med bevaringsværdige, gamle bygninger. Papirfabrikkens gamle tørrelade er Danmarks længste træbygning og har et indbygget fugletårn. I en anden bygning er der desuden en udstilling om stedets historie. Der er offentlige toiletter ved Klostermølle samt et madpakkehus, der frit kan benyttes.
Fra Klostermølle er der adgang til et lille strandstykke med en fin udsigt over Mossø. Derudover kan det anbefales at gå turen til toppen af Sukkertoppen, der byder på en af Danmarks bedste udsigter. Klostermølle ligger for foden af bakken, og der er flere stier, som fører derop.
Inspiration til kanoturen