Kisserup Shelterplads
Overnat i arkitekttegnede sheltere omgivet af natur, historie og friluftsliv i Nationalpark Skjoldungernes Land ved Kisserup.
Arkitekttegnede sheltere med vikingehistorie
Kisserup shelterplads byder på særlige skjoldunge-sheltere, der er inspireret af områdets sagnomspundne fortid og vikingeskibene fra Roskilde Fjord.
Shelterne er udformet som en skibsstævn, hvilket giver dem et markant arkitektonisk udtryk og skaber en tydelig forbindelse mellem landskabet, historien og overnatningsoplevelsen. Den gennemtænkte form giver både læ og en stærk fornemmelse af at være tæt på naturen.
En anderledes shelteroplevelse for hele familien
Shelterne adskiller sig markant fra traditionelle sheltere. Indvendigt er rummet huleagtigt og intimt, samtidig med at der er god plads til både børn og voksne. I den smalle ende er der ståhøjde, så det er muligt at klæde om, mens den brede ende vender mod bålpladsen. Her er monteret bænke, som kan bruges til ophold eller madlavning og kan klappes op, så man kan følge med i livet omkring bålet direkte fra shelteret. Låger i siderne kan lukkes for mere privatliv eller åbnes, så man kan ligge inde i shelteret med udsyn til naturen og stjernehimlen.
Faciliteter, fællesskab og hensyn til naturen
Shelterpladsen er åben for alle og rummer både bålplads og madpakkehus, hvilket gør stedet velegnet til pauser, fællesspisning og ophold i det fri. Shelterets indretning giver mulighed for både fællesskab og afskærmet overnatning.
Brænde skal selv medbringes, og det er ikke tilladt at samle brænde ved shelterpladsen, så naturen bevares for kommende besøgende.
Shelterpladsen vedligeholdes af foreningen Vores Sted Kisserup, som også bruger området til lokale arrangementer og aktiviteter.
Booking og oplevelser i området
Overnatning i shelterne kan bookes gratis via Friluftsguiden. Shelterpladsen ligger i et varieret landskab, der indbyder til aktive oplevelser, og Istidsruten, cykelrute 44, passerer cirka 1,5 km fra pladsen. Her er der gode muligheder for at kombinere overnatning med vandre- eller cykelture gennem det kuperede istidslandskab i nationalparken.
Faciliteter
- Shelters
Få veibeskrivelse
Hjortemarkshøj 1
4330 Hvalsø
Sist oppdatert av::VisitFjordlandetmail@visitfjordlandet.dk