©  Foto:

Hvalpsund Færgehavn

Nyd aftenstemningen ved ankeret, og se færgen sejle mellem Salling og Hvalpsund, mens sæler, måger og skarve er på jagt efter mad.

Går turen til Hvalpsund, så tag en frokostpause ved færgehavnen. Her går Hvalpsund-Sundsøre færgen i land, som forbinder Vesthimmerland med Salling. Hver dag sejler færgen, der er blevet døbt ”Mary”, den 10 minutter lange strækning mellem Hvalpsund og Sundsøre. Tager I turen over, kan I være heldige at opleve sæler, der ligger og soler sig på tangen.

 

En pause ved havnen

Bliver I ved færgehavnen, kan I slippe børnene løs på den nærliggende legeplads, hvor de kan gynge, rutsje og klatre til den helt store guldmedalje. Her er der mulighed for at nyde jeres madpakker med udsigt til havnen og de idylliske huse omkring.

Ved havnepladsen kan I besøge infohytten, her kan I hente inspiration og brochurer til spændende oplevelser i lokalområdet. Har I et ønske om at opleve Hvalpsund fra vandet eller cykle Himmerland rundt, så kan I leje cykler, el-cykler, kajakker og SUP-boards ved infohytten.

 

Historisk overnatning

Mangler I overnatning i Hvalpsund, så ligger historiske Hvalpsund Færgekro lige rundt om hjørnet. Her får I den skønneste udsigt til Limfjorden, samt ophold og mad i særklasse. Book et af deres kroophold eller spis jeres frokost i deres restaurant, hvor de serverer alt fra wienerschnitzel til muslinger. I ville ikke fortryde det!

 

Et dyp i havet

Små 10 minutter fra færgehavnen ligger Hvalpsund Strand. Det er en bred og skøn sandstrand, og perfekt til børnefamilier. Her kan I hoppe i bølgen blå fra badebroen eller udspringstårnet for dem der savner mere adrenalin.

 

Indkøbsmuligheder

Skal der købes morgenmad, frokost eller noget helt tredje, så ligger Dagli’ Brugsen kun 10-15 minutter væk på gåben.

 

Aktiviteter i naturen

Nær Hvalpsund er der et hav af forskellige naturskønne vandreruter. Bl.a. Ertebølleruten (nr. 36) som strækker sig fra Hvalpsund til Aggersund. Ruten er på 49 kilometer og bringer jer igennem et varieret landskab af skrænter, skov og spændende seværdigheder. Læg også turen forbi Myrhøj og Uhrehøj plantage (nr. 118), som byder på i alt 4 afmærkede vandreruter af forskellige længder. Plantagerne er kendt for deres gravhøje, der stammer helt tilbage fra 4000 f.Kr.