©  Foto:

Humlum Kirke

Humlum Kirke

Kirken er en middelalderkirke. Den ligger karakteristisk knejsende på en bakketop, så den kan ses vidt omkring. Den har derfor i hele sin levetid også tjent som sømærke for skibene på Limfjorden. Kirken er bygget imellem to oldtidshøje (den ene ligger på kirkegården, og den anden er nu sløjfet).

Humlum Kirkes kor er opført med smukt tilhuggede kvadre, mens skibet er bygget af kampesten. I murværket på kirkens nordside, vest for den tilmurede kvindedør, springer en meget speciel sten med hulslebet overflade frem. Det er en gammel slibesten.

I slutningen af gotisk tid fik kirken sit tårn, der er opført af teglsten. Samtidig fik koret et smukt, muret otte-ribbet hvælv, i stedet for det oprindelige træloft.
 
Våbenhuset er bygget i 1954 og udvidet i 2002. Samme år fik kirken indvendigt nye farver og blev udstyret med små malerier på bænkegavlene. De er fremstillet af kunstneren Frits Gothardt Rasmussen.

Altertavlen er fra omkring 1600. Dens sidefløje er formet som nogle fantastiske fuglefigurere. Altertavlen har i 2010 fået et nyt alterbillede, der er malet af Arne Haugen Sørensen. Motivet er ”Emmaus-måltidet”. Altertavlens to tidligere alterbilleder kan også ses i kirken. Det er et billede fra o. 1900, der er malet af Anker Lund og har motivet ”Getsemane” (ses bagpå altertavlen), samt et nadverbillede fra 1700 tallet, der er ophængt i kirkens skib.

Døbefonten er meget særpræget. Den er oprindelig og er tilvirket af en storflammet granitsten.