Horsens Marina

For enden af smukke Horsens Fjord og en lille gåtur til centrum ligger Horsens Marina. Fjorden og havnen danner baggrund for ét af byens mest charmerende områder, tæt på vandet og livlige maritime omgivelser.

Marinaen har bevaret sit oprindelige maritime præg med hyggelige træskure fra det gamle fiskerimiljø. Du finder samtidig alt, hvad sejlerhjertet begærer. Til børnefamilien er der en stor legeplads, en krabbebro og sågar en trækfærge til børn og barnlige sjæle. Grillhygge og strandsjov. Vidste du? …at der findes redningsveste til børn til fri afbenyttelse? Find dem på havnen og lad trygt de små lege på trækfærgen og på krabbebroen.

Benyt jer gratis af den store grill med overdækning og masser af plads til hygge. Find også et overdådigt stjerneskud eller en is hos restaurant Pynten, og nyd måltidet med udsigt over havnen.

Et stenkast fra marinaen ligger bystranden Langelinie, som sommeren igennem er fyldt med aktiviteter for store og små. Find dem i kalenderen på VisitHorsens.dk. Fabelagtige faciliteter I Horsens Marina er der masser af pladser til både lokale og gæstesejlere samt autocampere. Marinaen har alt, hvad du har brug for – herunder nyrenoverede toiletter, vaskemaskine, tørretumbler, miljøstation, slæbested, kran og kort afstand til indkøb. I inderhavnen helt i bunden af Horsens Havn, er der etableret 20 gæstepladser. Her er der bad og toilet, og du er kun få meter fra Horsens centrum.