Horsens Holder
Horsens Holder er fire dages festuge og kæmpe folkefest i hele Horsens med koncerter, fællessang, baggårdsbio, byvandringer, børnefest, kunst, workshops, foredrag og meget, meget mere.

Få veibeskrivelse
Søndergade
8700 Horsens
En hyldest til hverdagskulturen
Horsens er kendt for sine store koncerter med internationale artister. Men kulturen i byen er meget mere end bare velkendte gæstende artister – kulturen er en integreret del af byens DNA og borgernes hverdagsliv. Horsens Holder er en hyldest til de mange foreninger, dansere, kunstnere, musikere og andre dygtige borgere, som skaber kunst og liv i byen på daglig basis.
Lokale kulturaktører, foreninger og borgere bidrager til festen med hver deres arrangementer, hvilket skaber et omfattende og interessant program med events for alle aldre og kulturelle præferencer.
Op mod 200 events i alt
Til Horsens Holder kan du opleve næsten alt – koncerter, foredrag, kunstudstillinger, workshops, kreative events, naturudflugter, byvandringer, events for børn, teater, litteratur, fødevareevents og meget meget mere.
Kom f.eks. med til morgenyoga, sup-arrangement, markvandring, fællesspisning, broderi og stofcollage, rockkoncerter, havnerundfart, banko med øl og ost, festivalkabaret eller nogle af de mange andre events i og omkring byen.
Horsens Holder i 2026
I 2026 afholdes den lokale festuge 11.-14. juni. Der er mangt og meget på progammet. Glæd dig blandt andet til:
- Behind The Scenes Run, et anderledes oplevelsesløb gennem kulturinstitutioner, ikoniske bygninger og skjulte steder i Horsens, som normalt ikke er åbne for offentligheden.
- Horsens Dyrskue, hvor du kan komme tæt på dyr (køer, heste, grise, får og andre dyr) samt maskiner og landbrugstraditioner til et af Danmarks ældste dyrskuer.
- Det Kongelige Teaters børneunivers Postyrium, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse i et sanseligt univers fyldt med lys, lyd og visuelle installationer og masser af mulighed for at lege.
- Design & Streetfood på FÆNGSLET med designmarked, streetfood og familieaktiviteter som hoppeborg, gigantisk sandkasse og stenmaling.
- GEJST Festival som er en gratis festival skabt af unge for unge med musik, fællesskab og kreative oplevelser i centrum.
- Oplevelser på og ved vandet, hvor blandt andet havnerundfarter og aktiviteter ved fjorden giver nye perspektiver på Horsens og livet omkring fjorden. Få fx Introkursus i kajak på Husodde Strand, så du kan opleve Horsens Fjord fra vandsiden og prøve kræfter med kajaksporten.
På Horsens Holder’s hjemmeside kan du se det fulde program. Følg også med på Facebook og/eller Instagram, hvor du kan finde inspiration til de mange events.
Andre events i Horsens og omegn
Senest opdateret den 4. juni 2026 af Louise Klint Nielsen.
Kontaktinformasjon
- Email: horsensholder@horsens.dk
Sist oppdatert av::Destination Kystlandetinfo@kystlandet.com

















