©  Foto:

Høkeren

Høkeren

Find sjove og gammeldags varer i vores lille butik. Høkeren ligger midt i Kerteminde og er indrettet som en købmandsbutik fra omkring år 1900.

Spegesild, legetøj og alt derimellem
Høkeren ligger i en gammel bygning fra 1700-tallet, som er blevet nænsomt restaureret. I Høkeren gør vi en dyd ud af at kunne tilbyde et varesortiment, der er så autentisk som muligt. Fra gulv til loft er butikken fyldt med alle mulige varer – lige fra legetøj til spegesild. Kort sagt, en rigtig gammeldags ‘blandet landhandel’, der får én til at føle sig hensat til begyndelsen af 1900-tallet.

Historien bag Høkeren
Idéen om indretningen af en gammel krambod opstod i 1983 i anledning af Kerteminde Handelsforenings 100-års jubilæum. I samarbejde med Handelsstandsforeningen, Kerteminde Museum, Kerteminde Kommuneskole og Kerteminde Kommune blev boden i Trollegade indrettet med originalt inventar fra nogle af de mange, gamle forretninger, der i disse år blev nedlagt. Kommunen stillede lokaler til rådighed, mens Handelsstandsforeningen var behjælpelig med administrationen og fremskaffelse af varer. Elever fra kommuneskolen passede boden, og kommunen støttede projektet økonomisk. Eleverne gav boden navnet ”Høkeren”, hvis drift siden hen helt overgik til Kerteminde Museer.
I begyndelsen af 1900-tallet var der høkerforretning i ejendommen.

Åbningstider:
1. juni – 31. august og midt november – 23. december
Mandag - fredag kl. 10 – 17
Lørdag - søndag kl. 10-16

Find vej:
Trollegade 1A, 5300 Kerteminde
Høkeren ligger i den hyggelige Trollegade midt i Kerteminde.

Tilgængelighed:
Høkeren er placeret i et autentisk miljø, hvor gårdspladsen har toppede brosten, og selve butikken har trappesten og dørtrin. Vi er klar med en hjælpende hånd, hvis der er behov for det.

Der er gratis entré.