Runestenen stod i 1741 ved kirkegården i Sjørring. Senere tjente den som grundsten i en ejendom og kom først frem igen i 1800-tallet. Den historisk interesserede pastor Madelung fra Vang fandt i 1841 runestenen hos en bonde i Sjørring. Han købte den for en speciedaler og tog den med hjem til Vang, hvor den siden har stået i kirkens våbenhus.

Indskriften har en lidt ejendommelig placering. Første linje begynder forneden på forsiden og fortsætter i en bue langs kanten. Anden linje er anbragt på lignende måde inden for den første. Endelig læses slutningen af indskriften på toppen af stenen. I nutidigt sprog lyder indskriften:

Åse satte denne sten efter Ømunde, sin mand, som var Finulvs hirdmand.

At være hirdmand betyder, at man indgår i en stormands bevæbning. Indskriften kan altså underbygge, at der måske har været en kongsgård i Sjørring.

Danskernes første skriftsprog

Runerne er danskernes første skriftsprog. Da germanske folkeslag i tiden omkring Kristi fødsel kom i forbindelse med Romerriget, skabte de ud fra de latinske bogstaver deres eget runealfabet på 24 bogstaver. Af uvisse grunde omskabte man i Norden alfabetet i slutningen af 700-tallet. Runetegnenes antal blev skåret ned til 16, der benævnes futharken efter de første 6 tegn. Runerne blev benyttet helt frem i 1100-tallet. Kilde: TOHMAS - Thys historie på nettet.

Læs mere om Vang Kirke og flyvergraven på kirkegården her.