Bregnebjerg shelter i Boserup Skov

Overnat med udsigt til vandet i Boserup Skov
Bregnebjerg shelter ligger i skovbrynet af Boserup Skov, helt ned til vandet med en åben og stemningsfuld udsigt over Kattinge Vig i Roskilde Fjord. Shelteret har plads til 6–8 personer og er velegnet til en enkel og naturnær overnatning, hvor stilheden, fuglelivet og fjordens skiftende lys er en del af oplevelsen.
Shelteret kan ikke bookes, men benyttes frit efter først til mølle-princippet. Det gør stedet oplagt til spontane ture og korte ophold for vandrere, cyklister og friluftsentusiaster, der ønsker at overnatte tæt på både skov og vand.
Find vej
Der er ingen biladgang helt frem til shelteret. Parkering findes ca. 1,5 km derfra ved P-pladsen ved Hundeskoven i Boserup, Boserupvej 102, 4000 Roskilde. Alternativt kan man parkere ved Naturstyrelsens Parkering Boserup Skov Vest, hvor busrute 207 stopper. Bussen kører mellem Roskilde og Osted og giver nem adgang til området for besøgende uden bil.
Fra parkeringspladserne fører mindre skovstier det sidste stykke frem til shelteret.
Vandre- og cykelruter i nærheden
Bregnebjerg shelter ligger ideelt placeret i forhold til flere af områdets kendte vandre- og cykelruter. Fjordstien, regionalrute 40, passerer tæt forbi og giver mulighed for både gå- og cykelture langs Roskilde Fjord. Skjoldungestierne har en rundtur, der ligeledes går tæt på shelteret og byder på varierede landskaber med skov, åbne arealer og udsigt til fjorden.
Den Danske Pilgrimsrute og hovedruten af Skjoldungestierne kan nås ca. 1,5 km derfra ved Parkering Boserup Skov, den høje. For cyklister ligger Munkevejen,cykelrute 88, blot 200 meter inde i skoven, mens Panoramaruten (cykelrute 430) passerer ca. 1,5 km derfra langs Boserupvej.
Fjordliv og friluftsmuligheder
Der er mulighed for landgang med kano og kajak direkte ved shelterpladsen, hvilket gør stedet velegnet som pause- eller overnatningssted på længere ture på fjorden. Langs kysten findes flere gode fiskesteder. Særligt bugten ved Lerskrænten, ca. 700 meter øst for shelteret, er kendt for gode fiskeforhold – især i efteråret, når fiskene trækker forbi på vej mod gydning, og om vinteren, hvor der kan forekomme stimer af havørred.
Faciliteter
- Shelters: 1
Kapacitet
- Kapacitet: 6-8
Få veibeskrivelse
Boserupvej
4000 Roskilde
Sist oppdatert av::VisitFjordlandetmail@visitfjordlandet.dk