Marie Kølbæk Iversen: Tiden og Stunden
I løbet af de mørke efterårs- og vintermåneder præsenterer SMK Thy en ny version af kunstner Marie Kølbæk Iversens videoværk Tiden og Stunden.

I løbet af de mørke efterårs- og vintermåneder præsenterer SMK Thy en ny version af kunstner Marie Kølbæk Iversens videoværk Tiden og Stunden. Værket viser den aktuelle tilstand i de lokale farvande med undervandsoptagelser fra Vesterhavet og Limfjorden. Fra kl. 17.15 - 21.30 projiceres værket på Pakhusets store glasfacader og får nærmest museumsbygningen til at fremstå som et stort fritstående akvarium i natten.
Titlen, Tiden og Stunden, stammer fra et folkesagn fra 1700-tallet, der handler om den systematiserede dræning og opdyrkning af hede og overdrev. Ifølge sagnet kom et landsbysamfund uforvarende til at hyre det mytologiske væsen Nøkken – i Vestjylland kaldet Hr. Nek – til at dræne deres marker. Han gravede dog ikke vandløb som aftalt, men trak blot sin spade efter sig, og derfor nægtede befolkningen efterfølgende at betale ham. Hertil svarede Hr. Nek, at han i så fald ville kræve et menneskeliv om året som betaling i stedet. Fra da af skulle man ifølge sagnet være påpasselig med at nærme sig åen, hvis der endnu ikke var druknet en person i løbet af året. For pludselig kunne Hr. Nek fra vandet finde på at råbe: “Tiden og stunden er kommet, men mennesket er endnu ikke kommet.” Dét ville få den nærmeststående person til at kaste sig i døden i vandet.
Videoværket dokumenterer det kystnære havmiljø forskellige steder i Thy, og Marie Kølbæk Iversen låner Nøkkens udsagn og bruger det som konstatering af tingenes tilstand.
”Tiden og stunden er vitterligt kommet for mennesket for at gøre noget ved sine udledninger af kulstof og giftstoffer, men mennesket selv er tilsyneladende ikke kommet til denne erkendelse endnu”, siger Marie Kølbæk Iversen.
Værket kan opleves gratis fra kl. 17.15 - 21.30 i gårdarealet foran Pakhuset.
Idé, koncept og klip: Marie Kølbæk Iversen
Cinematografi: Martin Busborg, 2025
Tidligere versioner af værket har været vist på Kunsthal Aarhus i forbindelse med Marie Kølbæk Iversens soloudstilling New Atlantics (2025) med optagelser fra Aarhusbugten og Kalø Vig samt til komponist Katinka Fogh Vindelevs tværdisciplinære opera HOLO (Hologrammet) (2024) for Randers Kammerorkester med optagelser fra Randers Fjord
Biografi
Marie Kølbæk Iversen (f. 1981) bor og arbejder i København og Klitmøller. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008 og har en praksisbaseret ph.d. fra Kunstakademiet i Oslo og Aarhus Universitet. I april 2023 modtog hun et post.doc.-stipendium fra Novo Nordisk Fonden med forskningsprojektet Fælledfuturisme | Futurities of the Commons, der har sit udgangspunkt på SMK Thy og løber til og med 2026. Marie Kølbæk Iversen er repræsenteret i flere offentlige kunstsamlinger og har udstillet bredt i Danmark og internationalt.
Kontaktinformasjon
- Email: smk@smk.dk
- Phone: 33748494
Få veibeskrivelse
Lille Fjordstræde 7
Doverodde
7760 Hurup Thy
Sist oppdatert av::VisitNordvestkysten, Thyinfo@visitnordvestkysten.dk