Landsbyskolens Bed & Breakfast

Landsbyskolens Bed & Breakfast i Tjørnemarke på Møn er indrettet i den lille bys gamle skole, hvilket har inspireret til udsmykningen af de to dejlige og lyse værelser, der lejes ud. Det ene er geografilokalet med det store verdenskort på væggen, og det andet er biologilokalet, der er udsmykket med ting og sager, der vækker minder fra biologitimerne.  

Foruden de to værelser er der også en hyggelig fælles spise-/opholdsstue med TV og en reol fyldt med bøger og forskellige familiespil til rådighed. Derudover deler de to værelser et moderne og veludstyret køkken samt baderum/toilet. Udlejes også samlet som en ferielejlighed.

Udendørs kan I slappe af i den store have med blandt andet udsigtspavillon, sansehave og gynger. I kan også besøge gederne, grisene eller nogle af de andre dyr eller nyde eftermiddagssolen i jeres egen lukkede have, hvor I også har en grill til rådighed. Og forsyn jer endelig med krydderurter til maden fra den store, økologisk dyrkede nyttehave.  

På Landsbyskolens Bed & Breakfast gør værtsparret alt, hvad de kan, for at I skal føle jer godt tilpas, så her kan I rigtigt slappe af og bare nyde at være til. Nyde gæstfriheden, vidderne, fuglenes sang og den friske luft. Og trækker bylivet, er I kun godt fire km fra Steges butikker, hyggelige smågader og mange spisesteder - så velkommen til!