De Forenede Sejlskibe

De smukke, historiske træskibe med høje master, store sejl, tovværk og poleret messing giver jeres næste arrangement et ekstra twist.  Vores mødelokaler kommer til dig – så invitér dine gæster om bord allerede når de lander i Kastrup Lufthavn og hold mødet i havn eller sejl dem til deres destination på Sjælland. 

Til en reception er sejlskibene et fascinerende sted at invitere gæster. Vi byder op til 250 receptionsgæster velkommen om bord og sørger for serveringen, mens gæsterne mødes, nyder omgivelserne og bevæger sig rundt på de over 100 år gamle skonnerter, som giver gæsterne noget at tale om og huske på.

Vores traditionsrige skonnerter er unikke rammer lige meget om I ønsker Sailing Cruise, hvor I bliver inviteret til at hale i det kraftige tovværk og navigere sejlskibet f.eks. til en ø i Øresund, eller Fleet Race, hvor jeres gæster konkurrerer mellem de tre skonnerter eller Sightseeing Tour i Københavns Havn, hvor jeres gæster med en drink i hånden, kan nyde synet af broerne, der åbner sig, når skonnerterne stolt sejler igennem.

Har I en gruppe, der skal arbejde uforstyrret med en opgave over et døgn eller mere, er en skonnert yderst velegnet. I kan frit skifte mellem at holde møde, spise og få energi og når I har brug for en pause er der frisk luft og motion lige ved hånden. Bare udsigten over havet og den vide horisont inspirerer til nye tanker.