Tobaksarbejderens Drøm

Tobaksarbejderens Drøm er fantasi, mytologi og fantastiske figurer, som pryder Den Røde Plads og Hotel Royal i Holstebro.

Tobaksarbejderens Drøm består af 36 bronzeskulpturer på og omkring Hotel Royal og Musikteatret ved Den Røde Plads. Initiativet til projektet blev taget af hotelejer Jens Richard Peersen i 1993 efter en rejse til St. Petersburg i Rusland, hvor indtrykket af skulpturerne på Vinterpaladset gav inspirationen til at placere skulpturer på bygningen i Holstebro.

Opgaven blev tildelt kunstnergruppen "Krukako" bestående af Hans Krull (DK), Dimitri Kaminker (Rusland) og Leonid Kolibaba (Ukraine). Gruppen lod sig tematisk inspirere af "Odin Teatret" i Holstebro og teatrets arbejdsmetoder, hvor kunstnernes individuelle karakter indgik i en symbiose. Et nyt udtryk og arbejdsmetoder opstod, hvilket normalt kun er forsøgt indenfor teater og musik.

Eksperimentet har derfor tvunget kunstnere ud i en demokratisk arbejdsproces med temaer i arketypernes verden. Det har betydet, at disse har måttet "opfinde" et nærmest antropologisk kunstnerisk udtryk. 

Navnet "Tobaksarbejderens Drøm"  er ment som en hyldest til cigarmagerne på den tobaksfabrik, Rasmus Færch anlagde i byen i 1869. Den tidligere kulturdirektør i Holstebro Kommune Hans Kr. Didriksen, fortæller i sit forord til "Tobaksarbejderens drøm - et sagn om den enkelte, Holstebro og alverden":

"Ebbe Kløvedal Reichs fortælling berettiger projektets titel. Tobaksarbejderen er med andre ord en kosmopolitisk figur, han er symbolet på den frie oplever og en drømmer, som var med til at sætte sit præg på Holstebros kulturelle, sociale og politiske liv".