©  Foto:

Farsø Søanlæg

En idyllisk oase med en lang historie, i hjertet af Farsø. Sig hej til svanerne, ænderne eller slå jer løs på legepladsen.

Oplev et af de måske mest idylliske byanlæg i landet!

Farsø Søanlæg er meget andet end et traditionelt byanlæg. Langs de snoede stier mellem gamle træer finder man fortsat mange symboler på en lang, betydningsfuld og kulturel historie.

Den runde fordybning, som anlægget ligger i, opstod under istiden for mere end 10.000 år siden. I dag er der fortsat tydelige spor efter dette med flere stejle skråninger, som i vintermånederne er yderst populære skibakker.

Historisk er anlægget og søen blevet brugt til mange praktiske formål samt fornøjelse af byens borgere, blandt andet vanding af dyr, vask af vogne, badning, fiskeri og skøjteløb. Især nobelprismodtager og bysbarn Johannes V. Jensen havde et helt særligt forhold til søen, og omtalte også senere denne i sine kendte Himmerlandshistorier.

Anlægget rummer et rigt dyreliv med både svaner, ænder samt forskellige fugle og fisk. Det hele umiddelbart i og omkring søen samt på den kunstige ø. Historisk har ænderne været brugt til præmier ved andespil, og der er også blevet leveret andrikker til den kongelige jagthytte Trend. Apropos kongelig jagthytte har Farsø Søanlæg også lagt grund til royalt besøg, da Kronpris Frederik og Kronprinsesse Isabella var inviteret til velkomstfest i forbindelse med overdragelsen af den kongelige jagthytte.

Søen er i dag opdelt i en mindre sø, som oprindeligt blev anlagt som en badesø, samt den oprindelige og større sø. De to søer er adskilt af en dæmning med en træbro, hvor de fleste besøgende må stoppe traveturen for at nyde den smukke udsigt over søen. Fra broen kan man også nyde lyden af det rindende vand fra den smukke stråtæktsbelagte vandmølle.

Aktiviteter for børn i Farsø Søanlæg

I det nordøstlige hjørne af anlægget finder man en stor og anbefalelsesværdig legeplads, som ofte giver smil på læben hos både små som store legebørn. Legepladsen ligger i rolige og hyggelige omgivelser med flere bord-bænkesæt, hvor en madpakke nemt kan nydes.

Fra legepladsen kan man ikke undgå at få øje på den bemærkelsesværdige mindemur, som blev opført i perioden efter 2. verdenskrig til minde om de to henrettede frihedskæmpere fra Farsø, Chr. Ulrik Hansen og Per Sonne. På skråningen lige bag mindemuren ligger den gamle stråtæktsbelagte spejderhytte, som sammen skaber den perfekte ramme til et mindeværdigt feriebillede.

En familietur til Farsø Søanlæg er derfor en yderst anbefalelsesværdig attraktion i Farsø, som byder på timevis af kulturelle og sjove oplevelser for både store som små. Og det bedste af det hele? Det koster ikke en krone!