VisitDenmark

Sort Kløversti Nyborg (33,5 km)

På Den sorte Kløversti kommer du omkring det smukke landskab i og omkring Nyborg, som byder op både kyststrækning, landsbyer og smukt landskab. Turen egner sig godt til en cykeltur eller en god løbetur. 

Oplev alt hvad Nyborg har at byde på, på Den sorte Kløversti

Den sorte Kløversti starter ved havnen i Nyborg og fører dig via det smukke landskab på sydsiden af Nyborg Fjord, forbi en gammel frugtbarhedskilde, Skt. Mads kilde, og videre forbi Danmarks tredjestørste landsbykirke, Vindinge Kirke.

Fyns bedste badestrande

Ruten fortsætter nordpå forbi Juelsberg Gods og derefter drejer den ud til kysten, hvor den igen går sydpå langs den smukke kyststrækning gennem Teglværkskoven. Her finder du nogle af Fyns bedste badestrande, hvor der er mulighed for at tage en forfriskende dukkert med udsigt til Storebæltsbroen. Længere fremme kan du opleve Storebæltsbroen helt tæt på, da stien løber under broen, dér hvor den bliver landfast med Fyn. Storebæltsbroen blev åbnet i 1998.

Knudshovedhalvøen

På Knudshoved halvøen og Slipshavn, der er Nyborgs oprindelige middelalderlige havn, kommer du gennem et fredet naturområde med et meget forskelligartet dyre-og planteliv samt mange sjældne blomster. Her er der mulighed for at tage en smuttur rundt om Knudshovedhalvøen, som både byder på fuglereservat, fyrtårn og en smuk udsigt over Storebælt. Stien går nu tilbage mod byen, hvor den løber sammen med den blå Kløversti langs Nyborgs industrihavn.

God tur!

 

Praktisk information

De fire Kløverstiruter starter på Vesterhavn 3a, 5800 Nyborg og er skiltet med uret rundt.

Vi anbefaler at du bruger kortet øverst på siden til at gå ruten, her kan du blandt andet også se 13 stop som vi synes du skal kigge nærmere på. Det kan du gøre her.
Er du mere til et fysisk kort, kan dette fås hos VisitNyborg (Torvet 2b, 5800 Nyborg) og ved startstedet. 

OBS: strækningen fra punkt 7 til 10 er igennem skov og langs strand. Her kan det være nødvendigt at trække cyklen. Alternativt kan den asfalterede vej igennem Teglværkskoven efter Strandvænget Park og naturlegeplads benyttes.

 

Kløverstierne i Nyborg

Vi glæder os til at vise dig spændende og anderledes oplevelser i Nyborg inden for såvel kultur som natur. Kløverstiruterne er fra ca 2,7 til godt 33 km. Flere af ruterne kan også kombineres, så de bliver længere eller kortere efter behov. Se alle ruterne her.