Borgø og Revshaleborg

Med sine 17 ha. er Borgø den største ø i Søndersø. Det er også den eneste af øerne, der har været beboet i nyere tid. Indtil ca. 1965 var der traktørsted på øen. I første halvdel af 1200 tallet blev der opført en kæmpestor kongeborg i munkesten på øen. Borgen med træbro til fastlandet, Revshale, kan måle sig med datidens største anlæg. Øen var i middelalderen halvt så stor som i dag, pga. højere vandstand. I dag er øen udlagt som urørt skov, dvs. der ikke er forstmæssig drift.

Selve den store borgbanke er 90 m i diameter, og her har ligget et meget stort borganlæg med ringmure i halvanden meters bredde. En træbro førte til landsiden. I dag er der ikke meget synligt tilbage af Revshaleborg. Kun en cirkelrund borgplads, hvor der på tre sider er stejle skrænter ned til vandet. Den fjerde side har fire volde med voldgrave imellem. Et meget stort anlæg, der har givet en god beskyttelse. Borgen er formentlig opført omkring år 1200, da rester af en pælebro til øen er dateret til 1195-1200. Fra skriftlige kilder ved vi at kongeborgen blev ødelagt i 1256.Kun besøgende med turbåden 'Anemonen' har mulighed for at bese voldstedet.

Oplev turen med smartphone app’en ”Det Naturlige Lolland”. Du bliver guidet rundt med GPS, og får billeder, historier og information undervejs. Find turen i kategorien ”Maribosøerne-På tur med Anemonen”. Scan koden og hent app’en eller find den i App Store eller Play Butik.