Urskov og dødishuller - Ådalstien ved Flyndersø

Ådalstien ved Flyndersø snor sig langs skrænterne rundt om Stubber Å øst for Sevel. Ruten går gennem mose og overdrev, langs hedearealer og igennem urgammelt egekrat, der er rester af den oprindelige danske urskov.

Trods ihærdige forsøg på at afvande Flyndersø sidst i 1800-tallet fremtræder søen i dag, som den har set ud, siden den blev dannet i slutningen af istiden.

De overdrev og heder, vi i dag betragter som natur, er skabt ved menneskers årelange udpining af jorden efter rydning af skovområder.

På ruten kommer du forbi flere ”dødishuller”, som er dannet i slutningen af istiden. Hvert hul markerer, hvor isen efterlod en mægtig isklump, mens den øvrige is hurtigt smeltede væk. Flyndersø er dannet af en stribe sammenhængende dødishuller.

Et stort område omkring Flyndersø er i dag fredet, og her er et rigt fugle- og dyreliv. Stien krydser tre steder indhegningen til kvæg – dyrene er venlige og vant til publikum.

Rød rute på kortet. Ruten er 3,5 km.

Læs mere om istidslandskaber på Geopark Vestjyllands hjemmeside.

Find inspiration til flere vandreture her.