Det Gamle Værft

Foto: Ærø Turistbureau
Attraktioner
Museer
Det Gamle Værft er formidler af maritim kulturarv og danske håndværkstraditioner. 
Adresse

Ærøskøbing Havn 4

5970 Ærøskøbing

Kontakt

E-post:info@detgamlevaerft.dk

Telefon:23 26 11 77

Det Gamle Værft byder på levende værksteder, hvor besøgende kan komme helt tæt på søfartshistorien og selv få beskidte fingre. I smedjen kan man under kyndig vejledning prøve kræfter med det rødglødende jern, i kobberværkstedet kan man smede sig et armbånd, på riggerloftet kan man slå reb, knytte sin egen nøglering og løse forskellige sømandsopgaver. Du kan klappe en fisk, og skoler og institutioner kan også få lov at slagte en fisk og få den med hjem til middagsbordet.
Udstilling og oplevelser er sat sammen, så der er rig mulighed for fordybelse og at få egne erfaringer.

Den nittede stålfærge Angelo ex S/S Svendborgsund fra 1907 er sat på stablen. Renoveringen, som er en del af udstillingen, er i fuld gang. Målet er, at S/S Svendborgsund skal tilbageføres, så den kommer til at se ud, som den gjorde for hundrede år siden. Dengang S/S Svendborgsund sejlede passagerfart mellem Marstal-Rudkøbing-Strynø. 

 Det Gamle Værft er det eneste sted i Danmark, hvor fokus er lagt på processerne omkring de gamle nittede jern- og stålskibe, et håndværk man benyttede sig af for over 100 år siden. Både oplevelser og udstillinger på Det Gamle Værft er i evig udvikling og forandring. Der er løbende restaureringsopgaver i gang. Nogle gange er det gamle jernkonstruktioner til bygninger, andre gange er det over 100 år gammel skibsaptering, nogle gange er det for museer, andre gange for private.

På Det Gamle Værft glæder vi os til at se jer, give jer historier om dengang og en mindeværdig oplevelse.

BØRNESEKTION
Tag børnene med på Det Gamle Værft og oplev den autentiske værftshal med egen smedje og kobberværksted for store og små. I værftshallen kan I fordybe jer med gamle håndværk og ende ud med fine håndlavede sager. I kan lave alt, fra seje håndknyttede nøgleringe med perler, til flotte navneskilte i kobberplader. Der kan også klappes en fisk og heppes på krabber i det vilde krabbevæddeløb. Vi tænder op for den unikke smedeesse hvor man bl.a. kan prøve at smede sin egen krog over ild. Kom og få fortællinger om søfart og oplevelser, man sent glemmer.
Vi ses på Det Gamle Værft.

BUTIKKEN
Det Gamle Værft´s  butik byder på alt hvad et maritimt og ærøsk hjerte begærer. Vi sælger macramé skabt af Danmarks knyttekonge, Jørgen Friis Christensen. Butikken sælger knive, kroge og hængsler produceret i egen smedje. På hylderne er også det populære navertøj, som de rejsende håndværkere bar i 1800-tallet og frem.

Vi har tøj til både sejlads og ferie, og butikken har ydermere en bred vifte af lokale producenter der leverer strik, slik og malerier. 

Adresse

Ærøskøbing Havn 4

5970 Ærøskøbing

Relaterte produkter

Sidst opdateret af
Ærø Turistbureau