Odense Symfoniorkester

Med to internationalt anerkendte dirigenter i forgrunden, 73 musikere fra 17 forskellige lande, og en international Carl Nielsen Konkurrence og Festival, er Odense Symfoniorkester en kulturel dynamo, som spiller en vital rolle på den klassiske musikscene i Danmark.

Odense Symfoniorkester – et af Danmarks fem landsdelsorkestre – blev grundlagt i 1946, men dets rødder går helt tilbage til omkring 1800. Orkestret, som holder til i Odense Koncerthus, tiltrækker et årligt publikum på godt 95.000 mennesker.

Odense Symfoniorkesters kerneaktivitet er symfoniske koncerter. Derudover spiller orkestret til skole- og familiekoncerter, kirke- og kammerkoncerter og operaforestillinger. Orkestrets omfattende diskografi tæller over 60 cd-udgivelser, hvoraf mange har vundet priser – og flere er på vej.