©  Foto:

M/S Museet for Søfart

Oplev prisvindende arkitektur og sansemættede udstillinger. M/S Museet for Søfart er tegnet af verdenskendte BIG - Bjarke Ingels Group, og Museet ligger i smukke, maritime omgivelser på Kulturhavn Kronborg.

På M/S Museet for Søfart venter der en sansemættende oplevelse med prisvindende arkitektur, interaktive og stemningsfulde udstillinger og et fascinerende indblik i Danmarks rolle som førende søfartsnation gennem tiderne.

Der er fokus på både de store historiske linjer og de personlige beretninger.

Besøg prisvindende museum i Helsingør

M/S Museet for Søfart er hovedårsagen til, at Helsingør var med på New York Times liste over 52 "must sees" i 2014. Siden museets åbning d. 5. oktober 2013 har det modtaget adskillige arkitektur- og designpriser, for både udstillingerne og arkitekturen, der er placeret rundt om en tidligere tørdok. 

Bliv klogere på, hvordan søfarten har bundet verden sammen

På museet fortælles der om søfartens mytologi, og om teknologien der har gjort det muligt at navigere på verdenshavene.

Man bliver klogere på, hvordan søfarten har bundet verden sammen - helt fra 1700-tallets blomstrende handelsperiode frem til nutidens globale samfund, hvor over 90% af alle varer fragtes til søs, inden de ender i vores indkøbskurve.

Spil og leg for hele familien

Undervejs er der mulighed for både fordybelse og leg: I de interaktive spil kan hele familien styre verdenshandlen i dag eller prøve lykken som købmand i 1700-tallet.

Man kan lære at navigere med søfartens klassiske redskaber eller få sig en vaskeægte sømandstatovering (der kan vaskes af igen), og så kan børn sammen med deres forældre eller bedsteforældre boltre sig i DRØMMESKIBET.

M/S Café

Tag en pause i museets hyggelige M/S Café, som tilbyder lækre frokostretter, varme og kolde drikke og lidt sødt til ganen.

Museumsbutik med stil og kvalitet 

Museumsbutikken M/S Shop er en oplevelse i sig selv. Her finder du produkter indenfor indretning, brugskunst, bøger, smykker, the/kaffe, duft/skønhed, plakater/postkort, legetøj og mode i enhver prisklasse. Alt er gennemsyret af kvalitet og moderne design og relaterer sig til museets udstillinger. 

Åbningstider

Se åbningstider nedenfor. Museet holder derudover åbent mandag i vinterferien i uge 7, de to mandage i påsken samt mandag i efterårsferien i uge 42. Museet holder fast lukket hvert år den 24., 25., 26. og 31. december samt 1. januar.

Denne attraktion er gratis med Copenhagen Card - læs mere om kortet her.

Oplev Helsingør

Efter et besøg på M/S Museet for søfart, kan du blandt andet tage forbi museets naboer Kronborg Slot, Værftets Madmarked eller Kulturværftet, eller du kan tage på Elsinore Walk og gå på opdagelse i Helsingørs farverige, gamle gader.