VisitDenmark

Møn Økologisk Bed & Breakfast

Hos Møn Økologisk Bed & Breakfast, der ligger i den lille landsby Askeby på Sydvestmøn, har man haft økologisk produktion siden 1998. I den gamle have, der er åben for stedets gæster, vokser blandt andet asparges, jordbær, rabarber, kvæde, æbler og vindruer. Bestiller I fuld forplejning på stedet, er den naturligvis baseret på produkter af egen avl.

Møn Økologisk bed & Breakfast har to værelser – et dobbeltværelse og et familierum med plads til op til fem personer. Der er fælles bad/toilet til de to værelser, ligesom der er en hyggelig fælles have til fri afbenyttelse. Stedet har også sin egen minigolfbane, hvor I kan udfordre hinanden.

Medbringer I eget telt, har I mulighed for at slå det op i haven, spise morgenmad på stedet og bestille frokostpakke til den videre tur.

Området er ideelt, hvad enten I vil vandre eller cykle (Camønoen og Berlin-København ruten løber lige forbi), bade, spille golf eller se på kunst, for den anerkendte Kunsthal 44 ligger i gåafstand fra stedet.

Møn Økologisk Bed & Breakfast er Dark Sky Møn certificeret, så her har I chancen for at opleve Møns fantastiske nattehimmel.