Fisk i Naturpark Randers Fjord

Det er rart at stå eller sidde med en fiskestang i hånden. Randers Fjord er rigtig godt fiskevand med mange slags fisk. Fjorden er helt speciel, idet saltholdigheden varierer rigtig meget.

Saltholdighed i fjorden 

Saltholdigheden i fjorden er bestemt af balancen mellem det salte Kattegatvand og det ferske Gudenåvand. Det salte og dermed tungere vand transporteres med strømningerne ind i fjorden langs bunden af den 7 meter dybe sejlrende. Det ferske Gudenåvand transporteres ud i Kattegat i overfladelaget. De to vandmasser er ikke helt adskilte, og der sker en løbende opblanding af de to vandmasser som følge af især vindpåvirkning. Der er dermed en tydelig gradient (forskel) i saltholdighed i fjorden både når det gælder fra top til bund og fra Kattegat til Randers.

Saltholdigheden er ca: Udbyhøj 2,5 %, Voer Færgested 1,5 %, Uggelhuse 0,5 %, Randers Havn 0 %. Man kan dog måle salt helt ind til Langå, her observeres også regelmæssigt sæler og der kan fanges skrubber.

I Randers Fjord kan du blandt andet fange: Sild, Havørred, Laks, Skrubber, Multe, Helt, Hornfisk og Torsk.

Lystfisker - husk dit fisketegn (fisketegn.dk)

#visitdjursland #visitaarhusregionen