Kvalitetssti Kobæk

I 2017 blev Kvalitetssti Kobæk indviet, og hvis du går den cirka 5 kilometer lange rute, vil du mærke, hvordan den vidunderlige natur får dig til at slappe helt af og bare være i nuet.

Kvalitetsstien leder dig gennem skov og åbne arealer, forbi de imponerende strandenge, der ligger som en grøn korridor imellem den nye Kobæk Skov og kysten. Her kan du få lov til at kigge med, når de mange forskellige vandfugle benytter de fantastiske omgivelser til yngleplads, bosted eller rasteplads på vej mod andre breddegrader.  

Fra toppen af verden - næsten

På din vej rundt på Kvalitetssti Kobæk vil du også betræde Lodshusstien. En natursti der blev brugt af øboerne fra Agersø og Omø. Det var engang en kirkesti, der førte fra Lodshuset ved Vasebro ind til Skælskør, hvor kirkegangen foregik indtil øerne fik egne kirker i 1500-tallet.
Stien fører forbi den fredede udsigtshøj Møllebakken, hvorfra der i klart vejr er pragtfuld udsigt over Agersøsund og Storebælt til Stigsnæs, Omø, Agersø, Langeland, Fyn og Storebæltsforbindelsen – ja til næsten hele verden.

Du kan begynde din vandring ved
Naturstyrelsens P-plads på Kobækvej 64, 4230 Skælskør
Shelterpladsen på Lodshusvej 51, 4230 Skælskør