Julie Berthelsen Trio

En af Danmarks dygtigste sangerinder besøger Hjallerup Musikforening til en intim koncertoplevelse. Hun medbringer 2 dygtige musikere, Peter Dencker og Simon Krebs, og de vil sammen give publikum en unik aften med musik fra en lang og genremæssig bred karriere.

Når hendes album alene bærer titlen "Julie", er det ikke mindst for at markere at det i høj grad er Julie Berthelsens eget album.

Julie har deltaget i alle facetter af arbejdet, fra sangskrivning til valg af producere og musikere. Resultatet er blevet et album, der fra bunden er bygget op omkring den karismatiske sangerinde med den store udstråling og den karakteristiske stemme.

Og hvem er hun så, denne sangerinde der tidligere var ukendt for de fleste danskere, men til gengæld var kendt for sit store og mangesidede talent af de fleste i hjemlandet Grønland. Det fulde navn er Julie Ivalo Berthelsen. Hun er født i Århus i 1979 - hvor moderen dengang studerede - men vendte hjem til fædrelandet allerede et halvt år efter og tilbragte så de næste fem år i den lille by Godhavn i Diskobugten. Faderen er en af Grønlands kendteste musikere og moderen var aktiv idrætsudøver - to udfoldelsesområder der også altid har præget Julies eget liv. Allerede som meget ung elskede hun at stille sig op og synge, og som fem-årig begyndte hun aktivt at dyrke langrend. Da Julie var fem flyttede familien til hovedstaden Nuuk, hvor hun boede helt frem til hun i 1999 flyttede til Danmark for at studere medicin. Som 11-årig begyndte Julie for alvor at synge, og allerede som 14-årig blev hun hyret som korsanger ved en gendannelse af faderens band Sume (nok Grønlands mest legendariske orkester, der i storhedstiden i 70'erne også havde et stort publikum i Danmark og resten af Skandinavien). Julie lavede sine første studie-indspilninger som 16-årig og er siden blevet flittigt brugt som både solist og korsanger hos skiftende lokale bands og musikere. I 1998 var hun med til at danne gruppen Nanu (med speciale i Grønlandske sange og landets helt særegne "chanting"), som hun har optrådt med såvel overalt i hjemlandet som på besøg i både Island og Danmark.

Musikken har undervejs givet Julie bunker af oplevelser og hun har bl.a. optrådt som opvarmning for så forskellige kunstnere som TV-2, Flemming Jensen og den engelske supergruppe Blur!

Køb din billet her