HUSET40

Den gamle lærlingeskole i Faxe Ladeplads, der blev bygget i 1918, tjener i dag som overnatningssted og byens lokale kulturhus med et hav af arrangementer henover året. Den gamle skole, der ligger centralt på byens hovedgade, har plads til 6 overnattende gæster, fordelt på 3 værelser. Værelserne er enkelt indrettede og alle med fælles bad og toilet. Af øvrige fælles faciliteter er der et lille tekøkken, en opholds-/spisestue med TV, og en dejlig gårdhave.

Hos HUSET40 er der altid kunst på væggene. De tre værelser er dekoreret af kunstnere fra lokalområdet, mens der er skiftende udstillinger på væggene i det fælles opholdsrum og på gangene.

I HUSET40 bor I tæt på alting; spisesteder, indkøbsmuligheder, flere skiltede cykelruter, lystbådehavnen og ikke mindst den dejlige Faxe Ladeplads Strand, der ligger blot få hundrede meter væk. HUSET40 er med andre ord et godt udgangspunkt for en oplevelsesrig ferie eller et weekendophold på Østsjælland.

HUSET40 drives af lokale, frivillige ildsjæle, der gør alt, hvad de kan.

Ps. Du skal selv sørge for morgenmaden.