©  Foto:

Hou Havnebad

Hou Havnebad er en perfekt mulighed for en badetur i Kattegat! Vandet er friskt og havnebadet er altid åbent. Du finder Hou Havnebad for enden af molen ved Hou Lystbådehavn, dejligt centralt i Hou by.

Hou ligger et stykke nord for Hals, men hvor Hals ligger ud til Limfjorden, ligger Hou direkte ud til Kattegat. Med udsigt helt til Sverige (men dog nok mest til Læsø) er der altså her mulighed for en ægte havdukkert. Hou Havn er en flot, moderne marina der både er børne- og handicapvenlig. Med strand på begge sider er der desuden rig mulighed for en varieret badetur.

Hou Sydstrand omkredser Hou by og er en ”Hvid Flag” strand, hvilket meget enkelt betyder at her finder du rent badevand, førstehjælpsudstyr, toiletfaciliteter, handicapfaciliteter og affaldssortering. Med andre ord er en strand med Hvidt Flag en rigtig god mulighed for at gøre din tur på stranden til en dejlig dag.

Handicapvenlig i Hou

Hou Havnebad ligger i lige linje fra Hou, helt ude for enden af molen ved Hou Lystbådehavn. Som sådan er den let tilgængelig for kørestole – også de motoriserede – og dårligt gående. Havnebadet er specifikt tiltænkt rullestolsbrugere, hvilket betyder at der både er ramper og lift, så man nemt kan komme i vandet uden at få sand i hjulene.

Det bør bemærkes at der ikke er livredder til stede ved Hou Havn, og at hovedspring frarådes, da vandet er yderst lavt. Havnebadet er indhegnet, og de praktiske stendiger giver mere rolige bølger end ved åben strand.

Læs mere om Hou Havnebad…