VisitDenmark

Hart Brød+Bar

Nyd populært brød med Noma-kuraterede vine: Richard Hart står bag ny café og vinbar i København.

Manden bag et af byens mest populære og innovative bagerier, Hart Bageri, har åbnet endnu en brød-perle på Christianshavn. Konceptet bevæger sig lidt væk fra det mere traditionelle bageri, idet Hart Brød+Bar tilbyder et udbud af brød og delikat tilbehør, varierende efter hvornår på dagen, du besøger stedet.

I aftentimerne akkompagneres det lækre surdejsbrød af et udvalg af oste, kød og fisk – og selvfølgelig en nøje udvalgt vinliste, udarbejdet i samarbejde med Noma’s egen sommelier. Foruden vinene tilbyder Hart Brød+Bar the-baserede cocktails, alle inspirerede af Richard Hart’s opvækst i London.

Richard Hart, der selv har en fortid hos netop Noma, giver et nybagt bud på, hvordan godt brød skal nydes, og tager endnu engang del i den brød-revolution, som har fyldt København gennem de seneste 10 år.