Grejsdalstien - vandrerute mellem Vejle og Jelling

Grejsdalstien er en 16 kilometer lang vandrerute mellem Vejle, Grejs og Jelling - og i noget af Danmarks mest spektakulære natur. Turen kan du starte i Vejle på St. Grundet Skovvej bag ved Vejle Sygehus, og i Jelling ved oplevelsescentret Kongernes Jelling.

Det tager ca. 3-­5 timer at gå hele Grejsdalstien. Du kan tage både tog og bus fra Jelling til Vejle og omvendt, når du skal hjem igen. 

Fra Vejle mod Grejs følger Grejsdalstien Grejsdalen, der er et af Danmarks dybeste og smukkeste dalstrøg. På højre hånd rejser Grejsdalens stejle skrænter sig med blandet skov og flere erosionskløfter tegner fordybninger i det kuperede landskab. På den anden side løber Grejs Å og jernbanen. Ved Hørup Bro forlader ruten Grejsdalen og fortsætter nordvest med Hørup Bæk på sin venstre side. Også på denne strækning går du i en blandet og varieret skov i et spændende og kuperet terræn. Brandbjerg Sønderskov er en særlig naturperle på vejen. Her har skoven ligget urørt siden 1997 og er særlig rig på sjældne planter og svampe. Det sidste af strækningen forløber i åbent landskab på grusvej og langs med marker og hegn for til sidst at koble sig på Hærvejen, der fører direkte forbi Kongernes Jelling. 

Grejsdalstien er afmærket med orange piktogrammer og på størstedelen af strækningen er ruten nem uden større stigninger, men omkring Brandbjerg Sønderskov vil du opleve et kuperet terræn. I skovbrynet ved Brandbjerg Højskole, tæt på stien, er det muligt at benytte det offentlige toilet ved bålhytten. Undervejs er der gangbroer til at hjælpe dig over de våde partier. Bemærk at i perioder med meget nedbør er der passager på ruten som er mudrede og gode vandrestøvler anbefales.