©  Foto:

Genforeningsmonumentet i Christiansfeld

Relieffet på stenen viser i et symbolsk sprog hvordan ”Mor Danmark” modtager sin røvede datter, Sønderjylland.
I relieffet personificeres ”Mor Danmark” og ”Sønderjylland” og illustreres via  to kvinder, der rækker armene ud efter hinanden og mødes i en engels favntag. Relieffet er udført i en enkel monumental og fortællende stil. Den gribende genforening skildres, så både den menneskelige og personlige dimension ved genforeningen kommer i centrum, samtidig med at den bagvedliggende tro og kærlighed til Gud cementeres.

På Genforeningspladsen er der borde/bænke, luftpumpe til cykel samt offentlige toiletter.

Genforeningspladsen og mindesmærket er opført  til minde om Genforeningen d. 10. juli 1920, hvor Sønderjylland kom tilbage til Danmark efter 56 års prøjsisk herredømme.

Inskription på stenens bagside:

Det er stenens bud:
Her har stormen, her har flammen
samlet dem, der hører sammen.
Lovet være Gud!

På pladsen er plantet tre egetræer:
Et i anledning af Kong Chr.X's 70 års fødselsdag.
Et i anledning af Kong Frederik IX's 70 års fødselsdag og
Et i anledning af Dronning Margrethe II's 60 års fødselsdag.