Kano/kajaktur: Bredningen rundt, ca. 30 km

Vidste du, at du kan se denne rute og mange flere naturoplevelser i app’en ”Naturlandet”. App’en kan hentes i App Store eller Google Play. Al information er tilgængeligt på dansk, engelsk og tysk – App’en er GRATIS

Parkering/startsted:
Guldborgsund Kajakklub, Dæmningen 2a, 4800 Nykøbing F med gode parkeringsmuligheder og søsætning fra klubbens broer. Klubhuset er aflåst, men er der medlemmer tilstede er der adgang til toilet og i den nærliggende Toreby Sejlklub er der ligeledes mulighed for toilet. Indkøbsmulighed tæt ved Kajakklubben (Føtex).

Særlige forhold

Omkring Flatø, Kalvø, Kejlsø samt Lilleø er der store områder, hvor det er lavvandet og stenfyldt. På strækningen mellem Flatø og Lolland er det vigtigt at holde god afstand til Lolland – mest markant er den hvide sten kaldet ”Hvide Mær”. Der skal dog heller ikke gåes for tæt på Flatø, da der også her er meget stenet. Det er muligt at gå ind i Flintinge Å og Frejlev Å, men igen skal man være forsigtig, da der forekommer en del store sten i indløbene til åerne.

Flintinge Å: Det er kun tilladt at gå i land ved fugletårnet. Køer græsser på arealet om sommeren. Ved øerne Flatø og Kalvø skal man holde sig midt i farvandet, men ude af sejlrenden, da der er mange store sten. I sejlrenden er stærk strøm. På Lollands kyst ud for Kejlsø er der mange flintesten i strandkanten, så vær opmærksom ved landgang. Ved kraftig vind især fra Syd eller Nord, kan Bredningen være et ”barsk hav” med korte aggressive bølger.

Beskyttelse og hensyn

Flatø er privatejet. Det er ikke tilladt at bruge de private bådebroer ved Flatø og husk, at man ikke må opholde sig på stranden tættere end 50 m fra beboelserne. Det er ikke tilladt at gå rundt på øen. Øen Kalvø er totalt lukket for adgang i fuglenes ynglesæson fra den 1. marts – 15. juli. Ved Kalvø ses af og til sæler.

Turbeskrivelse og oplevelser:

Første ø efter ca. 3 km er Flatø, som er privatejet. Dernæst Kalvø, hvor man skal holde retning mod vest for at komme ind i bunden og videre op i Flintinge Å. En rigtig flot naturoplevelse, man kan ro op til en sluse ret før Nystedvejen. Tilbage med kurs mod Kejlsø.

På Lollands kysten ud for Kejlsø ligger naturområdet Skejten med gamle egetræer, som er malet af kunstneren Olav Rude og maleriet hænger i Folketinget. Der er ca. 1 km til Fuglsang Kunstmuseum. Fra Kejlsø ros videre til Frejlev å. Frejlev Skov har mange velbevarede gravhøjde og orkideer. Gå i land ved ”bænken” eller besøg ”Knækkerygstenen” på engarealerne ved Frejlev Enghave (adgang tilladt hvis leddet er åbent). Sagnet fortæller, at det var en foged fra Ålholm slot blev slået ihjel og fik knækket ryggen af bønderne fra Frejlev i 1533. Derefter krydses over til Falstersiden, hvor indsejlingen til Marrebæk kanal kan være lidt svær at finde, men her venter en helt speciel tur, hvor man føler sig som en indianer på Amazonas! Kort efter indsejlingen er der en sluse som skal passeres, og derefter kan ros op til pumpestationen (ca. 2 km). Efter denne oplevelse går turen tilbage til Guldborgsund enten ret nord til Kejlsø, eller man kan følge kysten op til Hasselø og  videre hjem til udgangspunktet ved Kajakklubben.