VisitDenmark

Book en byvandring i Nakskov

Du kan som privatperson eller gruppe booke en byvandring hos Nakskov Turistbureau med en af vores lokale guider, der fortæller og viser rundt i middelalderbyen Nakskov.

Nakskov er en af Lolland-Falsters syv købstæder, der alle opstod i løbet af middelalderen. Formodentlig startede byen som et lille fiskerleje i begyndelsen af 1200-tallet og kendes som købstad allerede fra midten af århundredet, hvor den er nævnt i Kong Valdemars Jordebogs ”købstadsliste”. Byens ældst bevarede købstadsprivilegier er fra 1274.

Middelalderens købstad havde monopol på handel og håndværk. Det var således forbudt at sælge sine varer uden for byens grænser, og det var kongen, der bestemte, hvornår en by fik status som en købstad – gennem de såkaldte 'købstadsprivilegier'. Ordet 'købing', der ofte knyttes til middelalderens købstæder – som fx Sakskøbing og Nykøbing - betyder et sted, hvor man frit kan købe og sælge under beskyttelse af den særlige markedsfred, som kongen sikrede gennem 'købstadsprivilegierne'.

Byvandringen varer cirka 1½ time og turen vil være på 2-3 km. Max. 25 deltagere.