Cykeltur: Over marken, gennem skoven og hjem til byen

Stubbekøbing er en af Danmarks ældste købstæder, med privilegier helt fra 1354. I dag bor der lidt over 2000 borgere i byen, som har en fin havn og en færge til Bogø, flere små museer, en interessant kirke og flere indkøbsmuligheder.

1. Fra havnen i Stubbekøbing cykles mod øst ad Orevej. Hvor Fribrødre å krydser vejen, lå engang en vandmølle.

2. Midt i Ore drejes th. ad Rodemarksvej og man cykler gennem et åbent morænelandskab med enkelte, spredtliggende gårde. For enden af vejen drejes tv.  ad Stangerupvej, og th. ad Klosterstræde.

3. Ruten fortsætter th. ad Lundeskolevej, men man kan evt. gøre en lille afstikker til Åstrup, hvor den lyserøde Åstrup kirke ligger på en bakketop og kan ses viden om.

4. Der drejes kortvarigt th. af Grønsundsvej, som går mod Horbelev. Skulle man have lyst til at handle, er der både dagligvarebutik og pizzeria i Horbelev.

5. Ellers køres th. ad Malkevej, for kort efter at dreje tv. mod Særslev og videre th. ad Falkerslevvej.

6. I Falkerslev køres forbi den røde Falkerslev kirke, hovedvejen krydses, og der fortsættes ligeud ad Virketvej, som følges rundt tv. og gennem den lille landsby Virket.

Her passeres den smukke Virket sø og gården Voldstedgård bag hvilken der engang lå en middelalderborg Trygge Slot.

Hvor Hannenovskoven starter ligger Virkethus, et grønt forsamlingshus, hvor der både er toilet, madpakkerum, sundhedsplads og forskellig information. Lidt inde i skoven ligger på venstre hånd Virket Voldsted, en tilflugtsborg som Saxo omtaler i forbindelse med krigene mod venderne i 1158.

Der er bevaret et halvkredsformet voldanlæg med volde og grave. Man kan også besøge Borremosen, et enestående naturområde med en række søer, gamle tørveskær, hvor der findes flere sjældne planter og dyr, bl.a. stor kærguldsmed.

Hannenovskoven er en offentlig skov, med stisystemer til både gående, cyklende og ridende. Tingsted å løber gennem skoven og her er der store åbne engarealer, nogle steder med store, fritstående egetræer.

7. Fra Virketvej fortsættes ligeud ad Fjællebrovej, og hvor den ender drejes th. ad Nybyvej.

8. Efter Nyby drejes th. og tilbage ind i skoven ad Åbankevej, der bliver til Skørringevej.

9. Lige før det store gods Skørringe drejes til venstre ad Sullerupvej. Landskabet her er et typisk herregårdslandskab, med store ubrudte markflader og sparsom bebyggelse.

10. Efter Skørringe Huse drejes ad Sullerup Skovvej indtil man når Lillebrænde. Her fortsætter man til højre ad Teglbrændervej indtil Lyngbyvej, der fører dig tilbage til landevejen, og retur til Stubbekøbing.

Vidste du, at du kan se denne rute og mange flere naturoplevelser i app’en ”Naturlandet”. App’en kan hentes i App Store eller Google Play. Al information er tilgængeligt på dansk, engelsk og tysk – App’en er GRATIS