©  Foto:

Råbjerg Mile

Råbjerg Mile er Danmarks største vandreklit. Du undgår ikke sand i skoene efter en tur i milen, men til gengæld vil du blive mødt af et syn, du ikke finder andre steder i naturskønne Danmark.

Info om Råbjerg Mile

Milen er ca. 1000 meter på hver led, indeholder ca. 3,5 millioner m3 sand, måler op til 40 meter høj og dækker et areal på ca. 2 kvadratkilometer - og så vandrer klitten 15 meter årligt mod nord-øst. Det vil sige, at om ca. 100-200 år er hovedvejen til Skagen dækket af sand, og at træer og lignende, som efterhånden bliver dækket af Råbjerg Mile, dukker op på den anden side ca. 40 år senere. Det samme gør små "milesøer", som er fordybninger forårsaget af det varierende grundvandsniveau. Disse søer er i starten fattige på næring og vegetation, men efter lidt tid vender planterne tilbage.

Råbjerg Mile på sandflugt

Bag sig efterlader milen en lav og fugtig sandflade, som strækker sig vestpå ud til Skagerak, hvor Råbjerg Mile blev dannet for mere end 300 år siden i det landskab, som kaldes Råbjerg Stene.

Hele området ved Skagen var plaget af sandflugt, hvor sandet kom fra vest og lagde sig i klitter og ødelagde dermed muligheden for at dyrke jorden. Folk blev drevet fra deres hjem efter at have tabt kampen mod sandet, hvilket den tilsandede kirke, som også er blevet efterladt mellem klitterne, er et bevis på. I dag kan man kun se kirketårnet stikke op over sandet, og der er plantet marehalm og nåletræer for at bremse sandflugten.

Dog er området i dag fredet og ejet af staten efter stærke protester fra blandt andet Jeppe Aakjær, som var utilfreds med, at plantagerne (som skulle stoppe sandflugten) ødelagde mange smukke naturområder.

Bemærk: På en vandretur ved Råbjerg Mile kan der være en risiko for at bevæge sig ud i kviksand!

Læs mere om Råbjerg Mile

Grøn rejse med bus og tog i Nordjylland

Det er nemt at komme rundt i Nordjylland med offentlig transport. Planlæg din rejse med bus, tog og Plustur på rejseplanen.dk.