Christiania

Christiania

Christiania er en by i byen og faktisk en af Københavns største og mest besøgte attraktioner. Fristaden, eller bare Staden, som området også kaldes blev etableret i 1971, da såkaldte slumstormere besatte det gamle militærområde og de tilhørende bygninger.

Christiania er altid et besøg værd. Her kan du slentre en tur og opleve alternativ levevis og arkitektur, se på farverige vægmalerier og spøjse skulpturer, shoppe i de små boder eller besøge en af områdets cafeer og spisesteder og nyde en kold øl, en kop kaffe eller et måltid mad. Der er også tit koncerter og andre kulturelle tilbud på Christiania, og kommer du til København i december, må du absolut ikke snyde dig selv for et besøg på Christianias eksotiske og meget stemningsfulde julemarked. Sommeren igennem er der faste rundture på Christiania, hvor en af fristadens faste beboere guider rundt. 

Vær opmærksom på

Christiania har haft en kontroversiel tilværelse og er stadig et omdiskuteret område, blandt andet på grund af hashhandel. Senest har der været fokus på, at politiet vurderer, at de ikke frit kan komme på området. Problemerne forbundet hermed kan også have konsekvenser for de besøgende, der især kan opleve miljøet omkring Pusher Street som råt.

Når du færdes på Christiania, er det derfor vigtigt, at du følger anvisningerne, der er på skiltene ved indgangen. Her står blandt andet, at besøgende ikke må fotografere, løbe og tale i mobiltelefon på området, især i og omkring Pusher Street.

For en sikkerheds skyld anbefales det, at du slet ikke medbringer kamera på Christiania. Senest blev en amerikansk turist slået og sparket og frastjålet sit kamera, også selv om han ikke forsøgte at tage billeder.

Tilbage til Ferie i København

Share this page

Video: Livsstil og atmosfære i København